Indhold

Opfølgning og dokumentation

Opfølgning på implementeringen

Mange kommuner har egne redskaber til at monitorere og evaluere igangsatte indsatser og opstiller tidlige indikatorer, så de kan følge op på implementeringsprocessen undervejs. I Sundhedsstyrelsens guide til planlægning af kommunale forebyggelsesindsatser er der god hjælp til at opstille succeskriterier samt projekt- og aktivitetsmål til at følge op på indsatsen.

Indikatorer til at følge processen

I implementeringen er det vigtigt løbende at følge op og dokumentere progressionen i indsatserne. Det giver viden om processerne undervejs, og gør det muligt at rette til, hvis indsatserne ikke forløber som først planlagt. I alle forebyggelsespakkerne er der et afsnit, der beskriver, hvilke indikatorer kommunen kan anvende til opfølgning på de anbefalede indsatser.

Systematik og kvalitet

Det er vigtigt, at kommunen sikrer dokumentation af, at de anbefalede indsatser implementeres systematisk og med god kvalitet. Fordi indsatser på grundniveau bygger på sikker viden om effekt, er det ikke relevant for den enkelte kommune også at evaluere på effekt. Når der er tale om anbefalinger med mindre sikker viden om effekt, dvs. anbefalinger på udviklingsniveau, er der brug at evaluere på effekt. Her kan det være en fordel, at kommuner og forskningsinstitutioner samarbejder om at undersøge effekten af indsatsen.

Kortlægning af implementeringen af forebyggelsespakkerne

Center for Interventionsforskning, Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet monitorerer kommunernes implementering af forebyggelsespakkerne. Der er udgivet rapporter med resultaterne fra undersøgelserne i 2012, 2014, og 2015. Læs mere om monitoreringen her. Ved at rette henvendelse til os (forebyggelseipraksis@kl.dk) kan kommuner få en præsentation med udvalgte data, hvor kommunens egen implementering er sammenlignet med gennemsnittet af implementeringen i øvrige kommuner.

Den Nationale sundhedsprofil

Kommunerne anvender tal fra den nationale og regionale sundhedsprofil, som gennemføres hvert fjerde år. Tallene kan bruges til at følge udviklingen i folkesundheden på en lang række indikatorer på nationalt og regionalt plan. Datamaterialet er som oftest ikke tilstrækkeligt stort til, at den enkelte kommune kan bruge tallene til at følge op på betydningen af enkeltindsatser. Se databasen her.

Annonce




Annonce

Annonce