Indhold

02.04.08 11:32

Ændret den 31.05.09

Undgå rod i økonomien på ældreområdet

Mange kommuner – særligt sammenlægningskommuner – kæmper i øjeblikket med et merforbrug på ældreområdet. Erfaringerne fra KL’s konsulentopgaver viser, at der er flere årsager til dette

Af Chefkonsulent Christian Ahlmann Olesen, KL’s Konsulentvirksomhed, Center for Styring og Økonomi 

Se også

Mange kommuner kæmper i øjeblikket med et merforbrug på ældreområdet. Af de kommuner er det særligt mange sammenlægningskommuner, der er repræsenteret. På baggrund af en række konkrete konsulentprojekter beskrives aktuelle udfordringer for kommunerne på ældreområdet samt handlemuligheder.

Budget ’07 – har forudsætningerne været kendt?

Grundlaget og forudsætningerne for budget 2007 på ældreområdet har været historisk usikkert. En manglende eksplicit formulering af budgetforsætninger er en af flere forklaringer på mange kommuners merforbrug på regnskab 2007.

Erfaringerne fra det første år efter sammenlægningerne på ældreområdet viser, at det har været en opgave med mange ubekendte at beskrive og harmonisere det politisk fastsatte serviceniveau samt arbejdsgange og procedurer på tværs af ældreområdet.

Forskellene imellem kommunerne i form af realiseret serviceniveau og drift af ældreområdet har mange steder været større og mere omfattende, end de lokale arbejdsgrupper og kortlægninger blotlagde hen over sommeren og efteråret 2006. Dette gælder for så vidt både i forhold til de centrale myndighedsfunktioner, hjemmeplejen, plejecentrerne og hjemmesygeplejen.

Hertil kommer, at budgetpraksis og tilgængelig dokumentation for de ”gamle” kommuners budgetter på ældreområdet ikke alle steder har været lige lette at ”sammenlægge”, blandt andet fordi budgetforudsætningerne for de gamle kommuners budgetter ikke  har været kendte eller sammenlignelige.

Se også

På baggrund af dette er den nye kommunes budget ofte lagt sammen af de tidligere kommuners budgetramme for ældreområdet, uden at man aktivt har taget stilling til, endsige formuleret, budgetforudsætningerne. En oplagt budgetforudsætning kunne for eksempel være en stillingtagen til, hvor mange timer personlig og praktisk hjælp, der kan rummes inden for årets budgetramme.

På fritvalgsområdet bør budgetforudsætningerne således som minimum kunne nedbrydes for den personlige og praktiske hjælp på følgende måde:

  • Timepris praktisk hjælp x budgetterede timer = budgetbeløb.

  • Timeprispris personlig pleje dag x budgetterede timer = budgetbeløb.

  • Timepris personlig pleje øvrig tid x budgetterede timer = budgetbeløb.

Er BUM-modellen implementeret tilstrækkeligt?

Når budgettet først er på plads, er det vigtigt at sikre, at organisationen og de daglige arbejdsgange er indrettet således, at der er mulighed for løbende at følge med i, om budgettet holder.

På ældreområdet er der på fritvalgsområdet krav om en obligatorisk ”Bestiller Udfører Modtager”-model (BUM). For at Bestilleren kan udmønte rammen, er det afgørende, at budgetforudsætningerne er klart og tydeligt beskrevet. Hvis ikke dette er sket – som minimum på det niveau som ovenfor er beskrevet – har Bestilleren ikke mulighed for igennem året at vurdere, om man følger budgettet i forhold til forventede antal visiterede timer.

Det er afgørende, at Bestilleren nedbryder budgetforudsætningerne til en selvstændig visitationsøkonomi. Der er som minimum behov for at estimere hvor mange timer, det er muligt at visitere gennem året inden for hovedkategorierne i kommunens kvalitetsstandard.

Bestillerens budgetansvar og den enkelte visitators rolle i forbindelse hermed er et omdiskuteret emne. Økonomi må aldrig blive en afgørende faktor for hvem, der visiteres til hvad. Men hvis ikke Bestilleren har styr på, om rammen holder, hvem skal så have det? Opfølgning på timebudgettet bør derfor være en integreret del af opfølgningen og styringen i en central Bestillerfunktion.

Er timepriserne realistiske?

Men der er også en anden faktor i de nævnte budgetforudsætninger, som er afgørende, nemlig timeprisen for henholdsvis personlig pleje og praktisk hjælp.

Timeprisen er afgørende for antallet af mulige timer inden for budgetrammen. Timeprisen er samtidig det direkte udtryk for hjemmeplejens effektivitet. Timeprisen beregnes nemlig ved at dividere fritvalgsområdets gennemsnitlige langsigtede omkostninger med summen af leverede hjemmehjælpstimer.

Se også

Det vil sige, at des bedre hjemmeplejen er til at øge antallet af leverede timers hjemmehjælp inden for normeringerne des lavere timepris. For kommuner med et merforbrug på fritvalgsområdet er det ofte et fællestræk, at det antal timer, som man forventer kan leveres inden for rammen, er større end den realiserede praksis. Det medfører, at hjemmeplejen ikke kan levere til den beregnede timepris.

For at øge antallet af leverede timer skal man have styr på sine personaleressourcer på fritvalgsområdet. Og det er i princippet ikke en måling af antallet af leverede timer i dag, der er interessant, når man skal besvare spørgsmålet om, hvordan man kan få leveret flere timers hjemmehjælp inden for rammen. Det, der er interessant, er, hvad resten af tiden anvendes til. Kun gennem en kortlægning af den ”øvrige tid” kan man begynde at sætte mål for, hvordan man kan øge antallet af leverede timers hjemmehjælp og dermed en lavere timepris.

Den ”øvrige” tid består af fravær (ferie, barsel, sygdom mv.), vejtid, møde- og planlægningstid, kompetenceudvikling og beredskabstid. Og de klumper af tid, hvor der typisk er handlemuligheder, er sygefravær, vejtiden, møde- og planlægningstiden og kompetenceudviklingen. Det vil sige øget fokus på nedbringelse af vejtiden gennem disponeringen af kørelisterne, mødestruktur for plejegrupperne og konsekvent og kontinuerlig indsats i forhold til sygefraværet.

Den andel af alle betalte løntimer (inkl. betalt fravær), der konkret går med at levere hjemmehjælp i borgerens hjem – ansigt til ansigt – kaldes også Brugertidsprocenten. Erfaringer viser fra en række tidsregistreringer, at en samlet Brugertidsprocent  for personlig pleje og praktisk hjælp ligger mellem 45 procent og 52 procent.

Men det siger sig selv, at når man sammenlægger 2, 3, 4 eller 5 hjemmeplejer med forskellige Brugertidsprocenter og i denne proces ændrer distrikter, grupper og konkrete ruter, er det meget svært at estimere Brugertidsprocenten rigtigt. Denne vil man først kunne give et realistisk bud på, når man kan gennemføre en måling i den nye, samlede hjemmepleje.

Ledelsesinformation – en vigtig nøgle

Se også

Én ting er året i år. Noget andet er, hvordan man tager højde for mere langsigtede tendenser. I de konkrete kommuner, som KL’s Konsulentvirksomhed har haft kontakt med, er der stor forskel på, hvor hurtigt og præcist der er blevet etableret et system for indsamling af ledelsesinformation. Og dette kan være afgørende for, om man kan få opstillet nogle realistiske budgetter.

For eksempel tyder den demografiske udvikling på, at udgifterne vil stige kraftigt i de kommende år. Men der er mange underliggende strømninger. På den positive side er der tegn på, at de yngre ældre – dem mellem 65 og 80 – har et bedre helbred og derfor mindre behov for hjælp. Omvendt får kommunerne borgerne hurtigere hjem fra sygehusene. Og en gennemsnitligt bedre helbredstilstand kan også medføre, at flere når en plejekrævende alder, end der gjorde tidligere. En anden tendens er, at de ældste borgeres behov for pleje lader til at være stigende.

Disse strømninger betyder, at de hidtidige metoder til fremskrivning af budgetterne i mange tilfælde er utilstrækkelige. En kommune, der blot fremskriver med en faktor for ændringen i antallet af borgere mellem 65 og 80, og en anden faktor for dem over 80, vil meget vel vise sig at producere betydelige underskud over et par år. I stedet bør analysen af den demografiske udvikling splittes op i betydeligt flere grupperinger.

Bruges kommunernes omsorgssystemer korrekt, vil de kunne bidrage til at producere den ledelsesinformation, der er brug for, til at vurdere hvor mange borgere, der har brug for hjælp, og hvor stort et behov de i gennemsnit har. Erfaringen er i øvrigt, at der enkelte år kan komme udsving. Skal tendenserne fanges, vil det være nødvendigt at se udviklingen over flere år – gerne tre-fire år.

De økonomiske udfordringer på ældreområdet er store, men som ovenfor beskrevet er der også en hel del håndtag at gribe fat i. Det er bare at gå i gang!