Indhold

22.03.11 10:06

Styring af specialundervisning kræver fokus på inklusion

Lavere udgifter til specialundervisning og gode undervisningstilbud til alle børn. Begge dele kræver, at kommunen har styr på området for specialundervisning. Øget inklusion kan bane vejen!

Når man kigger på kommunernes økonomi på folkeskoleområdet, er det tydeligt, at udgifterne til specialundervisning stiger. Specialundervisningen trækker endda ressourcer væk fra almenundervisningen. Og der er intet, der tyder på, at det stopper foreløbigt. Tendensen viser derimod, at flere og flere elever henvises til specialundervisning og dermed ekskluderes fra den almindelige undervisning.


KL’s Konsulentvirksomhed (KLK) har flere års erfaring med at hjælpe kommuner med at få styring på området for specialundervisning. Konsulenterne arbejder ud fra tanken om, at hvis der skal være både økonomisk og fagligt styr på specialundervisningen, så kræver det en indsats fra alle, der arbejder med folkeskoleområdet. Både den administrative og politiske ledelse på området, samt ikke mindst lærere og ledelse på den enkelte skole, skal have fokus på, hvordan tingene kan gøres på en ny og bedre måde.


Den første forudsætning for at få styr på området er, at kommunen har et klart overblik over, hvordan det ser ud lige nu. Det drejer sig om både ressourceforbrug på de enkelte tilbud og om, hvor mange børn, der modtager specialundervisning. For de fleste kommuner gælder det, at de elever, der får specialundervisning, enten får lidt eller meget støtte.  Nogen elever med særlige behov visiteres til få timers specialundervisning om ugen og andre til et segregeret tilbud i specialklasse eller specialskole. Der mangler simpelthen middelvejene, og dermed mulighederne for i højere grad at få inkluderet elever med særlige behov i almenundervisningen.

For at få styr på økonomien er der derfor behov for, at færre børn skal ekskluderes til specialundervisning, samtidig med at flere børn med særlige behov i langt højere omfang end i dag skal inkluderes i almenundervisningen. Hvis kommunen skal have kontrol over området for specialundervisning, må der derfor fokus på både styring og faglighed:

  • Klare fælles mål og værdier om øget inklusion
  • En fælles forståelse af den pædagogiske indsats og et fælles pædagogisk sprog blandt lærere, PPR og øvrige professionelle
  • Økonomiske styringsmodeller der fremmer inklusion´
  • En lokal og regional tilbudsvifte, der sikrer de rigtige tilbud til de rigtige elever til de rigtige priser
  • Ledelsesinformation der sikrer, at den faglige, administrative og politiske ledelse hele tiden kan følge med i udviklingen på området

At få styrket inklusionen på folkeskoleområdet er ikke kun til gavn for den økonomiske styring. Også de elever, der har særlige behov, samt eleverne i almenundervisningen vil få gavn af, at kommunen sætter fokus på at øge inklusionen i folkeskolen.

KLK tilbyder analyser af området for specialundervisning i din kommune. En sådan analyse kan eksempelvis indeholde en statusanalyse, der viser i hvilket omfang, der er en klar fælles retning og fælles forståelse af opgaver og ressourcer til specialundervisningen, analyser af den faglige praksis ved henvisning til specialundervisning samt analyser af den økonomiske styring af folkeskoleområdet og specialundervisningen. Analyserne munder ud i konkrete anbefalinger til, hvordan jeres kommune får styr på specialundervisningsområdet.

Hvis du vil vide mere om, hvad KLK kan tilbyde på specialundervisningsområdet, kan du rette henvendelse til chefkonsulent Peter Bogh på telefon 21 34 44 45 eller e-mail peb@kl.dk.