Indhold

11.04.18 14:30

Rudersdal Kommune: Prioriteringsplaner på botilbud sparer vikartimer ved sygdom

En række kommuner har succes med at nedbringe et højt sygefravær blandt medarbejdere på botilbud. På de dage hvor det ikke lykkes, arbejder medarbejderne i Rudersdal Kommune ud fra en 'ABC-plan', som giver et klart overblik over, hvad de skal prioritere.

Der er flere veje at gå for at skabe en mere effektiv drift på botilbudsområdet. Hvilken vej man vælger at gå for at effektivisere, afhænger af det enkelte botilbud.

En analyse fra KL peger på, at planlægning af arbejdstiden er et væsentligt fokuspunkt til at opnå en mere effektiv drift af botilbud. Dette skyldes, at løn til fagpersonalet udgør langt hovedparten af udgifterne på området.

Højt sygefravær koster vikartimer

Der er stor variation i sygefraværet på de enkelte botilbud i kommunerne. En undersøgelse fra KL viser, at ca. halvdelen af de undersøgte botilbud har et sygefravær, der er højere end landsgennemsnittet på 5 pct.

Højt sygefravær kan være en stor omkostning, da det bl.a. betyder, at der skal bruges ekstra ressourcer på vikartimer. Derudover ligger der en udfordring i at få servicen på botilbuddene til at hænge sammen. Sygefravær er derfor et område, som flere kommuner arbejder målrettet på at forbedre.

En række botilbud har haft succes med at nedbringe sygefraværet med mellem 20 og 50 pct. ved blandt andet at lave individuelle opfølgninger, styrke fokus på sikkerheden på arbejdspladsen samt sætte fokus på ledelse.

Rudersdal Kommune har lavet prioriteringsplan i tilfælde af sygdom

Sygefravær kan aldrig helt undgås, uanset hvor meget det reduceres. Af denne grund, har et større botilbud i Rudersdal Kommune udarbejdet en ABC-plan, der beskriver hvad der skal prioriteres ved fuld bemanding og i tilfælde af sygdom.

ABC-planen sparer vikartimer, og giver medarbejderne øget tryghed, fordi de ved, hvad de kan nedprioritere i tilfælde af reduceret bemanding.

ABC-planen

ABC-planen består af tre trin. Ved fuld bemanding bruges plan A, og i tilfælde af sygdom iværksættes plan B eller plan C alt afhængigt af, hvor stor reduktion, der er i bemandingen. Den daglige leder af hvert team fastsætter sammen med medarbejderne, hvor mange medarbejdere, der skal være til stede for at udløse de respektive trin i ABC-planen.

Opgaverne fordeles når arbejdsdagen/vagten starter, så det er tydeligt for den enkelte medarbejder, hvilke opgaver vedkommende har ansvaret for. ABC-planen forudsætter, at medarbejderne er i stand til at arbejde på tværs af teams og enheder. Medarbejderne skal derudover være indstillede på at løfte i flok.

De 3 trin i ABC-planen

Plan A:

  • Pædagogiske aktiviteter samt aktiviteter i henhold til døgnrytme- og omsorgsplan for den enkelte borger gennemføres
  • Planlagte interne og eksterne aktiviteter gennemføres som planlagt
  • Kurser og møder gennemføres som planlagt

Plan B:

  • Pædagogiske aktiviteter samt aktiviteter i henhold til døgnrytme- og omsorgsplan for den enkelte borger gennemføres
  • Eksterne aktiviteter og interne møder aflyses

Plan C:

  • Beboernes basale behov dækkes
  • Interne og eksterne aktiviteter aflyses, med mindre det er en intern aktivitet, der ikke kræver tilstedeværelse af teamets medarbejdere.
  • Badedage rykkes, og tøjvask udskydes medmindre der er tale om tøj og sengelinned, der er hygiejniske årsager skal vaskes 

Gode råd til etablering af ABC-planen

En ABC-plan kan give tryghed for personalet, og nedbringe antallet af vikartimer. ABC-planen kræver dog overvejelser for botilbuddene, og disse kan læses nedenfor:

  • Er der taget stilling til, hvilke opgaver, der kan nedprioriteres på dage, hvor ikke alle medarbejdere kan være til stede?
  • Kan medarbejderne gå på tværs af teams og enheder?
  • Er der en tydelig kommunikation til medarbejdere omkring, hvilke arbejdsopgaver, de har ansvar for og kan nedprioritere i tilfælde af sygdom?