Indhold

22.05.09 12:53

Ændret den 01.06.09

ØP: Hvor ligger budgetansvaret?

På det brede social- og sundhedsområde er der netop nu en stigende tendens til, at der kobles mere direkte og konkret mellem den praktiske myndighedsudøvelse og egentlig økonomistyring i myndighedsfunktionen

Det gælder særligt ældre-, sundheds- og handicap-området, der er kendetegnet ved tætte indbyrdes snitflader og overlappende målgrupper.

Bevæger man sig på det helt generelle og uforpligtende niveau, kan man godt indtage det synspunkt, at afgørelser i konkrete sager og styringen af det løbende kommunale kassetræk ikke som sådan har noget med hinanden at gøre. Det synspunkt er imidlertid noget sværere at fastholde, hvis man har et konkret ansvar for myndighedsudøvelsen eller et konkret budgetansvar. Eller begge dele for den sags skyld. Navnlig når den kommunale økonomi på disse områder diplomatisk sagt er under et stigende pres.

Kvalitetsstandarder kan ikke stå alene

KL´s Konsulentvirksomhed har gennem de seneste 5 år gennemført en hel del såkaldte sagsgennemgange på de nævnte tre områder. Det sker på baggrund af anonymiserede sager og i et direkte samarbejde med medarbejderne i myndighedsfunktionerne i de pågældende kommuner.

Behovet for på denne måde at dykke ned i den faktiske og praktiske afgørelsespraksis opstår som oftest, fordi fx kvalitetsstandarder viser sig at have en begrænset forklaringsværdi, når det skal afdækkes, hvorfor man i en kommune oplever udgiftspres og budgetoverskridelser på et givent område.

Kvalitetsstandarder er nemlig pr. definition generelle og gennemsnitlige i deres tilgang til serviceniveauet, hvilket også forklarer, hvorfor to kommuner med stort set identiske standarder kan have ret forskellige udgiftsniveauer. Afgørelserne er imidlertid i sagens natur nødt til at være konkrete og stadigt mere individualiserede.

Yderligere materiale