Projektliggørelse af arbejdet inden for kommuner og stat er i stigende grad blevet et vilkår i det nutidige arbejdsliv samt i organiseringen af det. Projektlederuddannelser er eftertragtede og stadig flere arbejdsopgaver udvikles og løses som projekter. Men hvad betyder det? Er projektet kommet for at blive, og hvilke udfordringer følger med, når arbejdet skifter fra traditionel organisering til projektorganisering?
Projektledelsens muligheder og udfordringer var i fokus, da KL i marts 2011 afholdte konferencen ”Veje og vildveje i moderne projektledelse”, hvor filosof, Ph.d. og forfatter Anders Fogh Jensen talte om projektsamfundet.
Projektet er over os – og i os
Projektsamfundet. Sådan kalder Anders Fogh Jensen vores samfund i dag, og hans diagnose beskriver også rammende projektmennesket, som lever i en tid, hvor projektet er blevet den dominerende organiseringsform. I projektsamfundet opløses den disciplineringsform og de koder, som tidligere strukturerede vores (arbejds-) liv. I modsætning til i dag var der tidligere faste planer for arbejdet, hvad der skulle ske hvornår, ligesom rum og tid var afgørende for den aktivitet, der skulle foregå. Gentagelsen i arbejdet skabte tryghed og forudsigelighed.
Et karakteristika ved projektet, som i dets oprindelige betydning er ”et kast frem”, er dets fravær af gentagelse. Projektet sker kun én gang; det er midlertidigt, og introducerer dermed passagen; overgangen, hvor man er på vej fra ét til noget andet, og netop dette er forbundet med stor usikkerhed. Det, at vi konstant bevæger os fra projekt til projekt, betyder, at vi hele tiden er undervejs, og passagen bliver derved en tilstand. Hvor der før var sikkerhed for gentagelsen, er der nu kun sikkerhed for passagen; det, at man skal videre til et nyt projekt. I den optik bliver det vigtigt at gøre sig relevant for eventuelle samarbejdspartnere for fortsat at kunne koble sig på nye projekter. I denne sammenhæng er de sociale kompetencer afgørende, og netværk og forbindelser spiller en stor rolle i forhold til at passere og komme videre med næste projekt.
Når ja’et udhules
Projektsamfundet skabes dermed som et kulturelt organiseringssystem, der ikke er afgrænset inden for arbejdsmarkedet, men som kan ses overalt i kulturen. Der siges ”ja” til det hele og ”nej’et” forsvinder. Ingen vil sige nej til et eventuelt projekt - alle vil gerne sikre sig passage og nye projekter, hvorfor de siger ja til de tilbud, der kunne komme op. Men når nej’et forsvinder, sker der en udhulning af ja’et og afvisningen bliver lig med fraværet af svar.
I dette perspektiv presser spørgsmålene til fremtiden sig på. Hvad med de, som ikke mestrer de altafgørende sociale kompetencer, og hvilke konsekvenser vil der være, hvis man ikke kan klare projektorganiseringens pres og de mange passager til konstant nye projekter? Hvad sker der, når det midlertidige – projektet - bliver til gentagelsen?
Anders Fogh Jensen giver ikke nødvendigvis løsninger og svar, men peger på tendenser og stiller derigennem relevante spørgsmål til vores samfund og arbejdsliv. Hans tanker om projektsamfundet kan bruges som en velfungerende ramme i forhold til refleksioner om selve projekt-ideen. Både på det konkrete plan, men ikke mindst på et mere abstrakt plan rettet mod fremtiden; Skal vi fortsat organisere i projekter - og i så fald, hvordan?
Af Mia von Qualen, miavonq@gmail.com