Offentlighedskommissionen afleverede i efteråret 2009 en betænkning - et kæmpe værk i to bind på over 1200 sider - med udkast til ny offentlighedslov. Loven vil få stor betydning for kommunerne.
Betænkningen om den nye lov skal ifølge kommissoriet ”udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning”. Det er en målsætning, KL hilser velkommen, men samtidig påpeger KL i sit høringsvar til Justitsministeriet, at lovudkastet vil medføre et betydeligt behov for tilførsel af ressourcer til kommunerne.
Afskaffelse af identifikationskravet
Det er især forslaget om at afskaffe identifikationskravet, som giver KL og kommunerne panderynker. I praksis betyder det, at det fremover er nok for journalister/borgere blot at angive et tema for, hvad der søges aktindsigt i. Det vil ikke længere være et krav, at journalisten/borgeren har et vist kendskab til en given sag.
Læs mere om de nuværende regler for aktindsigt
Tanken er god nok, men i praksis vil det sende kommunerne på overarbejde. Det vil tage længere tid at finde oplysninger frem, og kommunale medarbejdere vil blive sendt på research i retninger, som måske slet ikke er relevante. Resultatet bliver mere tid på at servicere journalister og mindre tid til borgerne.
Ret til at sammenstille oplysninger i kommunens databaser
Betænkningen foreslår også som noget helt nyt, at borgeren kan kræve at få aktindsigt i og har ret til at få foretaget en sammenstilling af oplysninger i myndighedens databaser. Det er dog en betingelse, at sammenstillingen kan foretages ved enkle kommandoer uden brug af væsentlige ressourcer i den enkelte sag.
Der er her tale om et brud på det gældende princip om, at myndighederne ikke skal fremstille nyt materiale. Også på dette område er det meget vigtigt, at der tilføres de nødvendige ressourcer til at løse opgaven, så det ikke sker på bekostning af andre vigtige samfundsopgaver.´
Krav om hurtigere sagsbehandling og nye klageregler
Hertil kommer endelig kommissionens anbefalinger om kortere sagsbehandlingstid fra 10 til 7 dage – og nye klageregler. Også det vil påvirke arbejdsbelastningen i kommunerne. Her mangler igen beregning af konsekvenser.
Læs KL’s høringssvar i link til højre.
Ny offentlighedslov i støbeskeen |
|
Den nuværende offentlighedslov stammer fra 1985. Regeringen nedsatte i 2002 en kommission med Folketingens Ombudsmand, Hans Gammeltoft, som formand til at gennemgå offentlighedsloven og komme med ændringsforslag.
Det overordnede sigte er at udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning - og i den forbindelse tilpasse loven til nutidens forhold, bl.a. udviklingen i inden for udlicitering, digitalisering samt nye og ændrede samarbejdsstrukturer i forvaltningen.
Det står også i kommissoriet, at de økonomiske og administrative konsekvenser skal beregnes.
I November 2009 afleverede offentlighedskommissionen sin betænkning med 31 anbefalinger til ændringer af offentlighedsloven. Den 1. marts i år udløb høringsfristen, og forslag til ny en offentlighedslov skal efter planen fremsættes af regeringen i efteråret 2010.
Skulle den nye lov blive vedtaget i efteråret, vil den tidligst træde i kraft i foråret 2011.
|