Indhold

05.01.18 15:50

KL søger konsulent til kultur- og fritidsområdet

KL søger konsulent til kultur- og fritidsområdet
Har du politisk tæft, blik for udfordringer og muligheder på kultur- og fritidsområdet, og kan du begå dig i et felt med mange aktører og interesser? Så er du måske vores nye kollega!

Om stillingen

Som konsulent på kultur- og fritidsområdet i KL's Center for Vækst & Beskæftigelse kommer du til at arbejde med at understøtte kommunernes kultur- og fritidsindsatser med særligt fokus på idræt, faciliteter og folkeoplysning. Samtidig skal du være med til at udvikle KL’s interessevaretagelse generelt på kultur- og fritidsområdet, blandt andet igennem en tæt dialog med ministerier, kommuner og interesseorganisationer.

I kultur- og fritidsteamet arbejder vi med en bred portefølje af kultur- og fritidspolitiske dagsordener. Du vil blandt andet komme til at arbejde med:

  • At sikre gode rammer for kommunernes arbejde på kultur- og fritidsområdet, særligt med ansvar for idræts-, facilitets og folkeoplysningsområdet
  • At understøtte kommunernes tværgående indsatser på kultur- og fritidsområdet
  • At vedligeholde og udvikle relationerne til både interesseorganisationerne, staten og øvrige interessenter på området
  • At betjene KL’s politikere og direktion med nyeste viden og udvikling på kultur- og fritidsområdet

Om dig

Opgaverne i centret spænder bredt fra projektledelse, interessevaretagelse, politikformulering til at udvikle og afholde kurser, seminarer og konferencer. Arbejdet med KL’s interessevaretagelse formes i et tæt samspil med resten af organisationen. Evnen til at kunne se og samarbejde på tværs af fagområder er en forudsætning for at skabe resultater i KL. Derfor lægger vi vægt på, at:

  • Du har en lang samfundsvidenskabelig eller en anden relevant videregående uddannelse, skriver godt og er god til den udadrettede kontakt, som kræves i samarbejdet med både medlemmerne og samarbejdspartnere
  • Du har et par års erfaring med interessevaretagelse og idræts- og fritidspolitik, og du kender til den politiske arena, som KL er en del af
  • Du arbejder selvstændigt, har blik for strategiske perspektiver, er analytisk stærk og idérig, kan arbejde med korte deadlines og er en god holdspiller
  • Du kan se værdien af at samarbejde med andre fagområder og har særligt blik for kultur og fritid som en del af den helhedsorienterede kommunale opgaveløsning
  • Du er en dygtig projektleder, der trives med at stå i spidsen for større projekter med en bred vifte af samarbejdspartnere

Vi tilbyder

Du bliver en del af KL’s Center for Vækst og Beskæftigelse, som består af 40 medarbejdere, der udover kultur og fritid arbejder med fagområderne beskæftigelse, uddannelse, integration, boligsociale forhold, turisme og erhvervsudvikling.

Som medarbejder i KL er du en del af en interesseorganisation med stor politisk gennemslagskraft og med indflydelse på samfundsudviklingen. Vi lægger vægt på selvstændigt ansvar og giver gode udviklingsmuligheder.

KL har et arbejdsmiljø med højt til loftet, gode muligheder for kompetenceudvikling og flere medarbejderaktiviteter.

Kommunal erfaring er ikke en nødvendighed, men der vil efter aftale være mulighed for at komme i kommunepraktik.

Løn og ansættelsesforhold

Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.

Ansøgning

Er jobbet noget for dig, så send CV og ansøgning som pdf via formularen.

Vi skal have din ansøgning senest den 21. januar. Stillingen ønskes besat den 1. marts eller tidligere.

Vi forventer at holde 1. samtaler fredag den 26. januar og 2. samtaler mandag den 29. januar.

Vi anvender test i forbindelse med 2. samtalerunde.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til direktør Laila Kildesgaard på tlf. 3370 30 94 eller chefkonsulent Helle Kolind Mikkelsen på tlf.: 3370 3205

KLIK HER FOR AT SØGE STILLINGEN

 

Yderligere materiale