Indhold

20.09.17 08:39

Nyt initiativ fra regeringen og arbejdsmarkedets parter skal udbrede IGU’en endnu mere

Nyt initiativ fra regeringen og arbejdsmarkedets parter skal udbrede IGU’en endnu mere

Regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik i marts 2016 en trepartsaftale om at få flere flygtninge og indvandrere ud på arbejdsmarkedet. Et centralt element heri var aftalen om IGU. Foto: colourbox.com

Regeringen, KL, LO og DA er blevet enige om at kortlægge nogle af de over 800 særlige forløb for flygtninge, kaldet IGU. Målet er at lære, hvad der ind til nu er gået godt, og bruge de gode eksempler og erfaring som en rettesnor, så ordningen kan blive endnu mere succesfuld.

Integrationsgrunduddannelsen (IGU) for flygtninge, der blev aftalt ved trepartsdrøftelserne om integration i foråret 2016, er et forløb, hvor flygtninge er i job og modtager relevant uddannelse ved siden af.

Den indsamlede viden om de mange succesfulde forløb skal indgå i informationsmateriale til og arrangementer for flygtninge, virksomheder, skoler og kommuner og andre aktører, som har tæt kontakt til flygtninge med det klare formål at udbrede kendskabet til ordningen endnu mere.

Initiativet gennemføres det næste års tid. I maj 2018 gør parterne status på, om der er behov for at forlænge en fælles indsats.

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg:

"Jeg vil gerne rose arbejdsmarkedets parter for at tage et stort medansvar for at løse den udfordring, vi står over for med det store antal flygtninge, der er kommet til Danmark de senere år.  Integrationsgrunduddannelsen er et af de redskaber, vi sammen har taget i brug for at give flygtninge en hånd med at komme ind på arbejdsmarkedet. Og der må vi bare konstatere, at det er en stor opgave at matche den enkelte flygtnings kvalifikationer med, hvad arbejdsmarkedet efterspørger. Her kan integrationsuddannelsen bruges som løftestang for, at flygtninge sluses ind på arbejdsmarkedet, og jeg er derfor meget glad for, at KL, LO og DA nu yderligere styrker samarbejdet om at udbrede integrationsgrunduddannelsen. Det er et godt eksempel på, at vi i Danmark løser udfordringerne i fællesskab."

Formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg: Thomas Kastrup-Larsen:

"Jeg glæder mig over, at det styrkede jobfokus i integrationsindsatsen bærer frugt, og at IGU'en for alvor har fået luft under vingerne. Den positive udvikling skal naturligvis fortsætte, og med dette initiativ tager arbejdsmarkedets parter et fælles ansvar for udbredelsen af endnu flere IGU-forløb. Det er et stærkt signal. Til inspiration for virksomheden, kommunen, uddannelsesinstitutionen og flygtningen selv vil vi med initiativet kortlægge og zoome ind på en række succesfulde IGU-forløb for på den måde at identificere, hvad der har haft betydning for succesen, og så vi kan videreformidle de gode erfaringer."

Formand for LO, Lizette Risgaard:

"Med trepartsaftalen om arbejdsmarkedsintegration blev der sat fokus på at få flygtninge hurtigere i beskæftigelse, og jeg er i den forbindelse glad for, at vi som en del af aftalen fik etableret IGU’en som et nyt integrationsredskab. Med det fælles projekt får vi sat yderligere fokus på uddannelsen, som kan medvirke til at udbrede kendskabet til IGU-ordningen endnu mere blandt virksomheder, flygtninge, jobcentre og uddannelsesinstitutioner."

Adm. Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jacob Holbraad:

"IGU’en er en af succeshistorierne i en vellykket trepartsaftale. Med over 800 forløb er vi glade for, at der er opbakning fra både regering, kommuner og lønmodtagere til at arbejde videre med IGU’en. Danske virksomheder vil meget gerne tage del i integrationen af flygtninge, og det er godt, at vi med dette initiativ nu gør endnu mere for at udbrede kendskabet til det gode redskab."

Fakta om IGU

Regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik i marts 2016 en trepartsaftale om at få flere flygtninge og indvandrere ud på arbejdsmarkedet.

Et centralt element heri var aftalen om IGU, som er et ordinært ansættelsesforhold mellem en virksomhed og en flygtning og omfatter praktik og opkvalificering i en 2-årig periode. IGU er dermed et supplement til de ordninger, der i forvejen findes i form af virksomhedspraktik, løntilskud og mentorordninger.

Lovgivningen om IGU trådte i kraft den 1. juli 2016.

I de otte første måneder af 2017 er der indberettet mere end 750 IGU-aftaler. Til sammenligning blev der indberettet 114 på seks måneder i 2016. Der er over 800 flygtninge, der er startet i IGU indtil nu.

Kontaktpersoner:

KL: Pressevagt 33 70 33 33

DA: Journalist Rasmus Brygger 33 38 93 37

LO: Pressetelefon 26 11 97 10

Udlændinge- og Integrationsministeriet: Pressechef Mia Tang 61 98 35 10

Annonce

Annonce

Annonce