Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

12.01.10 12:30

I folkeskolen lykkes alle børn

’I folkeskolen lykkes alle børn’ er et samarbejde hvor KL har inviteret 13 skoler i 8 kommuner til at sætte fokus på elever, der ikke får et tilstrækkeligt udbytte af folkeskolen. KL’s rolle består i at sætte de udfordringer, skolerne oplever, i spil på tværs af de deltagende kommuner og gennem inddragelse af ny viden fra forskning. Skolerne forpligter sig til at tage initiativ til ny praksis på baggrund af den viden og sparring, de får i projektet. Den fælles erkendelse er, at det, vi gør, ikke virker godt nok. For mange elever får simpelthen ikke nok ud af at gå i skole.

Projektet har nu kørt i godt 3 måneder og KL har interviewet lærere, skoleledelser og medarbejdere fra de deltagende kommuners forvaltninger. Urolige elever, der kæmper om at ligge i toppen af klassehierarkiet. Lærere, der oplever, at alt andet end klasseundervisning med stærk styring er umuligt at gennemføre. Elever, der ikke kommer i skole. Forældre, der ikke møder op til forældremøderne. Elever og forældre, der ikke kan se pointen med undervisningen. Det var bare nogle af de udfordringer, der kom frem i de mange interviews.

Skolernes og kommunernes arbejde
I foråret 2010 skal de 13 skoler i projektet i gang med konkrete indsatser for, at flere børn lykkes i folkeskolen. Dialogen mellem lærere og ledere på tværs af skoler viser, at vilkårene er forskellige rundt om i landet. Det har fx stor betydning, om der er 12 eller 70 elever på en årgang og om der er 1 eller 25 km til den nærmeste erhvervsskole. Men de indre barrierer hos forældre og lærere for at gøre noget andet, end man plejer, ligner hinanden meget på tværs af kommunegrænser.

Vanetænkning og indre barrierer for forandring af undervisningen og forældresamarbejdet står for skud i de 13 skoler og 8 kommuner. De første resultater kan vi forhåbentlig se allerede til sommer. Målet er glade elever, der hver dag får mere ud af at deltage i det faglige og sociale fællesskab, end af at blive derhjemme. Opgaven er vi fælles om som forældre, lærere, skoleledere, forvaltning og politikere.

KL og de 8 kommuner har mødtes tre gange.
Betydningen af at tilhøre et fællesskab var temaet på det første møde i projektet. Her fortalte psykolog og Ph.d. Charlotte Højholt, at børn og unge bruger rigtig meget energi på at finde en plads i skolens faglige og sociale fællesskaber. Hvis et barn hele tiden skal kæmpe for at være en del af fællesskabet, er der mindre overskud til at lære.

Projektdeltagerne fik på det andet møde en fælles viden om den nyeste hjerneforsknings resultater om læring og motivation. Lone Frank (Ph.d. i neurobiologi) fortalte, at nøglen til læring går gennem at stimulere læringssulten, sulten efter ny viden og ideer. Gedigne aha-oplevelser – læringsoplevelser – er ekstremt tilfredsstillende og stiller sulten, men kun for en stund. For samtidig stimulerer aha-oplevelserne læringssulten yderligere. Når først en elev er blevet ”hooked” på læring, er en god cirkel er i gang.

For lærere og forældre til elever, der ikke kan se pointen med at lære, gælder altså om at tage udgangspunkt i noget, der virkelig kan fange interessen. Det kan fx være knallerter, heste, rockstjerner … Hvad som helst kan bruges til at kick-starte læringslysten.

På det tredje møde var der oplæg af Helle Plauborg (lektor på KLEO) om ”klasseledelse – viden og handlemuligheder”. Helles oplæg tog udgangspunkt i hendes forskning på området, som også i løbet af foråret offentliggøres i bogform. Helle opdeler begrebet klasseledelse i adfærdsledelse og læringsledelse. Adfærdsledelse handler om at etablere rutiner, normer og regler med henblik på at skabe et motiverende og trygt læringsmiljø. Adfærdsledelse handler om, at regler ikke hele tiden genforhandles og diskuteres, men hvor der er en høj grad af genkendelighed i hverdagen, så eleverne ved, hvad der forventes af dem, og hvad de kan forvente af læreren og af hinanden.

Læringsledelse handler om at lede læreprocesser, fx gennem at tydeliggøre hvad eleverne skal lære og have styr på, hvad der skal ske i undervisningen.
Helles oplæg gav masser af konkrete input til lærernes arbejde med klasseledelse, men satte også fokus på områder hvor skolens ledelse har et stort ansvar.

Tilknyttede konsulenter på projektet:
Projektleder Anette Aunbirk aau@kl.dk
konsulent Jan Bjergskov Larsen  jla@kl.dk
Konsulent Mikkel Vidø mlv@kl.dk

 

 

 

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes