”I KL ser vi positivt på undervisningsministerens udmelding om at ændre folkeskolens afgangsprøve. Prøven bør i højere grad afspejle elevernes uddannelsesparathed, når de forlader folkeskolen. Det vil være naturligt, når vi har en national målsætning om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse”, siger Jane Findahl, formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg.
”I kommunerne har vi en klar målsætning om, at folkeskolen skal være mere ambitiøs på alle elevers vegne. Derfor vil vi gerne se på, hvordan trinmålene kan tydeliggøres.”
”Realisering af de høje ambitioner kræver et markant nysyn på folkeskolen. Det gælder ikke mindst i de ældste klasser. Der skal være tydelige og forståelige læringsmål for eleverne. Mål som giver mening både for eleven og forældrene. Lærerne skal følge op på målene i tæt samspil med eleverne. Målene skal understøtte, at alle elever – også de svageste – i fremtiden forlader folkeskolen med et bedre resultat end i dag.”
”I nysynet ligger også, at vi skal være bedre til at tænke i nye, moderne læringsformer. It skal langt mere aktivt understøtte elevernes læring. Fx skal vi bruge digitale læremidler helt anderledes i folkeskolen end i dag. Undervisningen skal i højere grad tage afsæt i forskningsbaseret viden om, hvad der fremmer elevernes læring”, fastslår Jane Findahl.
Læs mere om KL’s syn på folkeskolen i udspillet ”Nysyn på folkeskolen”