Den lokalpolitiske interesse for politisk målstyring er stor. Derfor har KL etableret et styringsnetværk, der skal udvikle og synliggøre den politiske målstyring i kommunerne.
KL har inviteret seks kommuner med i netværket om politisk målstyring. De seks kommuner arbejder på forskellig vis med at udvikle den politiske målstyring eller har truffet bestemte styringsmæssige valg.
Styringsnetværket har til formål at udvikle og synliggøre den politiske målstyring i kommunerne. Både i de deltagende kommuner og den samlede kommunale sektor. Arbejdet i styringsnetværket skal udmønte sig i konkrete redskaber til den politiske målstyring.
Styringsnetværkets arbejde centrerer sig om fire temaer:
- Kommunalbestyrelsens målformulerende styringsrolle
- Kommunalbestyrelsens målopfølgende styringsrolle
- Sammenhængen mellem de politiske mål og budgettet
- Den politiske målstyrings organisatoriske forankring.
Styringsnetværket blev etableret i efteråret 2010 og skal fungere frem til foråret 2012.
Kommunernes arbejde i Styringsnetværket
Styringsnetværket er organiseret med en seminargruppe bestående af de seks kommuners borgmestre og kommunaldirektører og en arbejdsgruppe bestående af ledere og medarbejdere med ansvar for udviklingen af den politiske målstyring.
Udover møder i de to grupper følges netværkskommunernes forskellige initiativer til udvikling af den politiske målstyring. Erfaringerne fra kommunerne bringes i spil på møderne og vil indgå i de redskaber, styringsnetværkets arbejde skal resultere i.
Her på siden vil resultaterne af Styringsnetværkets arbejde løbende kunne følges i form af arbejdsnotater, kommunale eksempler og nyheder om kommunernes politiske målstyring.