Indhold

07.04.17 16:18

Iværksættere skal have bedre støtte

Iværksættere skal have bedre støtte

KL-udvalgsformand Thomas Kastrup-Larsen slår fast, at både stat og kommuner skal blive bedre til at støtte iværksættere. KL kommer nu med 16 konkrete forslag. Foto: KL

For få nye virksomheder i Danmark udvikler sig til vækstvirksomheder. Derfor kommer KL nu med 16 forslag til regeringens nye iværksætterpanel til, hvordan staten og kommunerne kan støtte iværksætterne bedre.

Det er glædeligt, at vi har mange iværksættere i Danmark. Men det offentlige skal blive endnu bedre til både at hjælpe den nye lokalt forankrede håndværker og de iværksættere, der har blikket fast rettet mod internationale markeder. Det mener Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

”I dag er der desværre for få danske iværksættere, som vokser sig store. Det skal vi gøre noget ved. Vi har brug for skarpe iværksættere, der forfølger nye teknologiske muligheder og bidrager både til konkurrence, innovation og til at skabe vækst i hele landet.”

Derfor fremlægger KL nu 16 forslag til, hvordan både staten, kommunerne og væksthusene kan støtte iværksætterne bedre end i dag. Det er et indspil til det iværksætterpanel, som regeringen har besluttet at nedsætte for at styrke indsatsen for iværksættere i Danmark, og hvor medlemmerne er blevet udpeget i dag. Det består af 15 iværksættere med iværksætter og investor Tommy Ahlers som formand.

”Jeg håber, at både regeringen og iværksætterpanelet vil tage KL’s forslag til en styrket iværksætterindsats med i arbejdet for at styrke den danske iværksætterkultur og iværksætternes muligheder for at få succes.”

Bedre adgang til kapital

Thomas Kastrup-Larsen fremhæver blandt andet, at iværksættere bør have god adgang til lånefinansiering og kapital over hele landet. Det kan overvejes, om lovgivningen på bank- og realkreditområdet kan justeres, så det bliver mere interessant for banker at have iværksættere som kunder, og så det også er muligt for iværksættere i yderområder at låne til køb af bygninger.

Det er også vigtigt, at det lokale kendskab til mulige vækstkometer kobles op på nationale finansierings- og vejledningsordninger som bl.a. Vækstfonden og Innovationsfonden, og at væksthusene fungerer som et bindeled, der bringer iværksættere, kapital og specialistviden sammen.

Forleden udgav Center for VækstAnalyse ”Iværksætterbarometer 2017”, der er Danmarks største analyse om iværksætteri. Her var en af hovedpointerne, at der er stor optimisme blandt iværksætterne, og stadig flere bliver i disse år sin egen arbejdsgiver som freelancer eller virksomhedsstifter. Men samtidig peger analysen på, at der stadig er behov for at styrke iværksætterkulturen i Danmark.

Iværksætteri ind i folkeskolen

Derfor er det også et af KL’s forslag, at der skal mere fokus på iværksætteri og forretningsforståelse i hele uddannelsessystemet lige fra folkeskolen til de videregående uddannelser.

”Vi skal sikre, at børn og unge på deres uddannelser får indsigt og kompetencer i forhold til innovation, entreprenørskab og forretningsforståelse. Samtidig er det vigtigt, at undervisningen på alle niveauer er så praksisnær som muligt, og at for eksempel praktikophold i virksomheder bruges mere end i dag. Jeg er overbevist om, at der ligger et stort potentiale her,” siger Thomas Kastrup-Larsen.

Derfor lancerer KL også snart et uddannelsesudspil med fokus på blandt andet overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelser, mere praksisrettet undervisning i folkeskolen, og at åben skole skal være en integreret del af alle børns skoledag.

Samtidig opfordrer KL til, at alle elever i folkeskolen bør stifte bekendtskab med iværksætteri og programmering.

Andre eksempler på KL’s forslag til regeringens og kommunernes iværksætterindsats handler om:

  • Iværksætterindsatsen skal have tilbud til både internationale og hjemmemarkedsorienterede iværksættere
  • Understøttelse af danske iværksættermiljøer
  • Bedre vejledning til nystartede virksomheder om muligheder for at få det offentlige som kunde

Yderligere materiale

Se også

Annonce

Annonce

Annonce