Indhold

25.01.16 06:00

KL: Dansk turisme skal styrkes og bidrage til vækst i kommunerne

KL: Dansk turisme skal styrkes og bidrage til vækst i kommunerne

Udviklingen af kystbyerne skal styrkes. Sådan lyder en af anbefalingerne i KL's turismeudspil, der præsenteres i dag.

Hvis Danmark som turistland skal følge med de nærmeste konkurrenter og sikre vækst i kommunerne, er det nødvendigt med et kvalitetsløft i dansk turisme, lyder det i KL's nye turismeudspil.

Det offentlige skal i højere grad samarbejde med private aktører om at sikre de nødvendige investeringer i dansk turisme. Kulturturismen skal styrkes – også uden for de store byer. Og kystbyerne skal udvikles, så de fremstår mere attraktive.

Sådan lyder en række af de anbefalinger fra KL’s turismeudspil, som præsenteres i dag på Turismetræf 2016. Målet med udspillet er at styrke dansk turisme og dermed væksten i landets kommuner, ligesom KL ønsker at bidrage med forslag til regeringens nationale turismestrategi, der forventes at blive fremlagt senere på foråret.   

”Turisterne i Danmark bidrager årligt med 54 milliarder kroner til dansk økonomi. Derudover sikrer de både vækst og arbejdspladser uden for byerne og bidrager dermed til et Danmark i balance. Men der er langt mere potentiale i dansk turisme, og der er behov for at løfte kvaliteten, hvis vi skal følge med vores nærmeste konkurrenter,” siger Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

I 2014 steg antallet af udenlandske overnatninger med syv procent, og 2015 tegner også til at blive et godt år. Men alle sejl skal sættes til, hvis den gode udvikling skal omsættes til reel vækst og nye arbejdspladser i hele landet. Derfor ønsker KL sammen med regeringen og Danske Regioner at finde nye modeller for investeringer i dansk turisme.   

”Kommunerne løfter i dag en stor opgave ift at sikre, at eksempelvis strande, bymiljøer og museer har en høj kvalitet, ligesom de i dag står for langt størstedelen af investeringerne i dansk turisme med 300 mio. kroner i 2014. Men i mange kommuner står kommunalbestyrelsen over for nogle hårde økonomiske prioriteringer – og måske særligt dem, der er mest afhængige af turister. Derfor er der behov for, at det offentlige og private i fællesskab finder nye muligheder for finansiering og sammen løfter ansvaret for at realisere vækstpotentialet i dansk turisme,” siger Thomas Kastrup-Larsen.

Større fokus på kulturturisme 

KL anbefaler også, at regeringens kommende turismestrategi fokuserer langt mere på kulturturisme, som er et område i stor udvikling. 34 procent af turisterne i Danmark er såkaldte kulturturister, som har et væsentligt højere døgnforbrug end en gennemsnitlig turist. Derfor mener KL, at et større fokus på kulturturisme vil kunne øge omsætningen i branchen.

Til gengæld viser undersøgelser af turisternes tilfredshed, at når det gælder udvalget af kultur- og fritidsaktiviteter, halter Danmark gevaldigt bagefter vores konkurrenter.

”Noget tyder på, at de kulturturister, der besøger Danmark, simpelthen ikke kender til de mange gode kulturtilbud, vi har – særligt uden for de store byer.   

Derfor er der behov for både at styrke de tilbud, vi har i København, men også gøre de turister, der holder ferie i et sommerhus ved vestkysten, opmærksom på de mange gode lokale kulturtilbud, der er i området. Derfor anbefaler KL, at kulturområdet og turismeerhvervet i langt højere grad koordinerer og samarbejder,” siger Thomas Kastrup-Larsen.

Kystbyer skal styrkes 

Også på kyst- og naturområdet, som har været præget af lav vækst de seneste år, er der behov for at styrke særligt de kystbyer, der ligger i mange af landets populære sommerhusområder.

”Hvis kystturismen skal blive en bedre forretning for Danmark, kræver det, at der er oplevelser og tilbud til turisterne ved landets kyster – ud over naturen, og at disse tilbud har en høj kvalitet. I mange år har vores fokus været på at sikre netop de gode naturoplevelser til de mange turister, der lejer sommerhuse ved kysterne. Til gengæld har de nærliggende kystbyer ikke fået meget opmærksomhed, hvilket betyder, at de gode muligheder for shopping, restaurantbesøg og aktiviteter, som turisterne i høj grad efterspørger, ofte er for få,” siger Thomas Kastrup-Larsen.

Derfor anbefaler KL’s blandt andet en særlig dispensation for den del af strandbeskyttelseslinjen, der ligger i forbindelse med byerne, så det bliver nemmere at investere i attraktive bymiljøer. 

Læs hele KL’s turismeudspil i dokumentet her på siden.

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce