Indhold

kl.dk > Fagområder > Erhvervs- og regionaludvikling > Lovforslag bremser lokal turisme-udvikling

Oprettet den 16.02.10

Lovforslag bremser lokal turisme-udvikling

En bureaukratisk og monopoliserende konstruktion, der ikke er i trit med moderne kommunikation. Sådan lyder dommen fra KL over det længe ventede udspil om ny organisering af dansk turisme, som økonomi- og erhvervsministeren offentliggjorde i fredags.

”Det er et uspil, der har været undervejs i trekvart år, så regeringen har haft god tid til at lave det ordentligt. Men grundlæggende bliver den nye organisering en tung, bureaukratisk og monopoliserende konstruktion, der strider i mod at skabe en mere effektiv markedsføringsindsats,” siger Erik Nielsen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

Lovforslaget, der skal stille Danmark stærkere i konkurrencen om at tiltrække flere udenlandske overnatninger, lægger op til, at VisitDenmark fremover får ansvaret for at koordinere al væsentlig international branding og markedsføring af Danmark.

Og lovforslaget indebærer, at VisitDenmark får statsligt monopol på turistrelaterede markedsføringsaktiviteter i udlandet.

”Hvis fx en stribe nordjyske kommuner går sammen om at markedsføre de nordjyske herligheder på tyske feriemesser, skal de altså fremover spørge VisitDenmark om lov. Det vil være stærkt skadeligt for det kommunale turismearbejde – og Danmarks ansigt udadtil vil blive langt mindre tydeligt på turismeområdet,” siger Erik Nielsen og fortsætter:

”Vi risikerer at svække effekten af de enkelte kommuners markedsføring og svække det lokale incitament til at markedsføre sig. Og med alt det bureaukrati risikerer vi ikke mindst, at private partnere mister interessen for at medfinansiere en fælles offentlig-privat turismefremmeindsats. Det er let at forstå, hvorfor mange kommuner er tossede over det her lovforslag,” siger Erik Nielsen.  

”Vi anerkender, at der klart er brug for at tilrette vores markedsføring og branding af Danmark bedre, og at der er behov for en national koordinering, som kan styrke effekten af den samlede markedsføring samt effekten i de enkelte markedsføringsaktiviteter. Men det bliver tungt og langsomt, når alt skal koordineres med VisitDenmark. Både i forhold til sagsbehandling og den løbende informationsindberetning fra kommuner, som lovforslaget ligger op til,” siger Erik Nielsen.

En positiv ting ved lovforslaget set med KL’s øjne er, at regeringen trods alt undervejs i processen har fået øjnene op for, at medlemmerne af VisitDenmarks bestyrelse fremover også skal have indsigt i den regionale og kommunale turismefremmeindsats.

Yderligere oplysninger fås hos konsulent Susanne Nørlund Munk, tlf. 3370 3740, snm@kl.dk eller hos pressekonsulent Trine Søndergaard, tlf. 3370 33 33, trs@kl.dk

 

 

 

 





Primær navigation


Sekundær navigation


Ny bruger?|


KL , Weidekampsgade 10 , Postboks 3370 , 2300 København S , tlf. 3370 3370 , email kl@kl.dk , Om hjemmesiden

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes