Indhold

11.10.17 10:31

Debatindlæg: Læreruddannelsen er langt fra målet

Debatindlæg: Læreruddannelsen er langt fra målet

Der er brug for at udvikle et helt nyt og udviklende undervisningsmiljø for læreruddannelsen. Foto: Colourbox.com

Læreruddannelsen skal tættere på både praksis og forskning, skriver KL's udviklingsdirektør Arne Eggert i debatindlæg.

Af Arne Eggert, udviklingsdirektør i KL

Jeg tror, at de fleste af os havde en lærer i folkeskolen, som har sat sine spor i os. Som viste os glæden ved brøkregning eller gradbøjninger. Dannede os, uddannede os. Gjorde os klar til voksenlivet på forskellig vis. Lærerne er det vigtigste råstof i skolen, og derfor er det også vigtigt, at de rammer, som de selv uddannes under, er de rette. Og at de rammer også peger mod de behov, vores børn og unge står med i dag.

Da man tilbage i 2012 justerede læreruddannelsen, var visionen klar: Barren skulle hæves for de lærere, der skal løfte morgendagens folkeskole. Det krævede, at indholdet i læreruddannelsen kom tættere på virkeligheden i skolen. Og derfor skulle vi have mere praksisrelevant og evidensbaseret viden i læreruddannelsen.

I dag – fem år efter – er det oplagt at spørge, om barren så vitterligt er blevet hævet? Jeg tør godt vove den påstand, at vi er langt fra målet om en egentlig reform af læreruddannelsen.

Vi har brug for dygtige og engagerede lærere, som er optændte af at lykkes med at få alle børn og unge til at være glade for at gå i skole. Og af at udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, som de kan, samtidig med at de trives og oplever, at skolen danner dem som mennesker.

Der er derfor brug for at udvikle et helt nyt innovativt undervisningsmiljø for læreruddannelsen – og der er vi ikke endnu.

Praksis og forskning

For det første er koblingen til praksis – skolerne – for ringe. Lærerstuderende opnår ikke tilstrækkelig tilknytning til praksis ude på skolerne. Samtidig er forankringen i praksis ganske enkelt for svag. Og det gælder ikke alene i forbindelse med praktikuddannelsen, hvis længde blev afkortet med reformen. Praksis på uddannelsen – f.eks. i form af praksislaboratorier – indgår kun med ringe vægt.

For det andet er der en for dårlig kobling mellem læreruddannelsen/professionshøjskolerne og forsknings- og udviklingsmiljøerne. Ja, man kan ligefrem spørge, om der overhovedet er nogen kobling? Der er f.eks. ingen forbindelse mellem Aarhus Universitet/DPU og læreruddannelsen. Det har den konsekvens, at reformens mål om, at undervisningen skal baseres på evidensbaseret viden, kun kan realiseres i et meget begrænset omfang. Hvordan skal ny viden om didaktik og pædagogik finde vej til læreruddannelsen i den situation?

Vi har ikke noget ønske om at akademisere læreruddannelsen. Men vi har brug for at skærpe idealet om en lærer, som udøver sin faglighed på grundlag af sikker viden om, hvad der rent faktisk virker i undervisningen. Det stiller krav om lærere, der har et sikkert greb om pædagogiske og didaktiske metoder i praksis og gennem en variation af læringstilgange formår at differentiere undervisningen, så alle elever kommer med. Både den bogligt stærke elev, og eleven der bedst lærer gennem en praksisbaseret undervisning.

Og endelig for det tredje spænder bekendtgørelsen ben for et tværprofessionelt samarbejde på uddannelsesniveau. I folkeskolen møder lærerne mange nye fagligheder, men på uddannelsen kan de lærerstuderende ikke vælge fag/moduler fra andre beslægtede uddannelser.
Den mulighed eksisterer ganske enkelt ikke længere. Lærerstuderende har derfor ikke mulighed for at få kendskab til, hvilken faglighed pædagogen, socialrådgiveren m.fl. råder over. Det betyder, at fundamentet for et styrket samarbejde på tværs af lærere og pædagoger i skolen, overgange fra skole til dagtilbud, samarbejde med ungdomsuddannelserne osv. ikke støbes fra start.

De rette kompetencer

Ud over disse ”systembarrierer” oplever vi fortsat udfordringer i forhold til at sikre, at de nyuddannede lærere har de tilstrækkelige digitale kompetencer til at undervise i en folkeskole, hvor den teknologiske udvikling konstant forandrer sig. Og også elementer som målstyret undervisning, undervisningsdifferentiering, klasseledelse og forældresamarbejde bør have højere prioritet. Man spørger sig selv, om professionshøjskolernes undervisere overhovedet er klædt på til at sikre nyuddannede disse kompetencer, som den nye skole kræver?

Der er derfor også brug for at se på, hvordan vi sikrer et relevant udbud af kompetenceudvikling til læreruddannelsens undervisere. Også her skal noget af svaret findes i et stærkere samarbejde mellem professionshøjskolerne og universiteterne og andre forskningsmiljøer.

Der er brug for at udvikle et helt nyt og udviklende undervisningsmiljø for læreruddannelsen. Hvor skoler, professionshøjskoler og universiteter nedbryder barrierer og finder sammen i et langt mere dynamisk samspil og fælles ansvar for læreruddannelsen.

Hvis den forandring kan bæres igennem, kan vi helt grundlæggende ændre vilkårene for en ny, forbedret læreruddannelse. En uddannelse, som vores dygtige og vigtige lærere fortjener. Det kræver både hårde og bløde ændringer. Systembarriererne skal fjernes, og vi skal skabe en kulturforandring, der fremmer en ny samarbejdskultur om læreruddannelsen.

**
Debatindlægget har været bragt i Politiken Skoleliv den 10. oktober 2017.

Annonce

Annonce