Indhold

kl.dk > Lokal løn uden bindinger

Oprettet den 09.09.10

Lokal løn uden bindinger

Det skal være slut med bindinger og bureaukrati, når der på de enkelte arbejdspladser aftales løntillæg til medarbejderne. Til gengæld skal midler til lokal løn ikke længere være en del af selve overenskomst-resultatet. Det foreslår KL i sit debatoplæg om overenskomstfornyelsen i 2011.

I debatoplægget – ”Fælles udfordringer – fælles løsninger” – lancerer KL en helt ny strategi for, hvordan lokal løn kan vinde større udbredelse i kommunerne.

”Lokal løn er kommet for at blive. Hvis kommunerne skal være moderne, attraktive arbejdspladser, skal medarbejderne have mulighed for at påvirke deres egen løn. Det er ikke tidssvarende, at vi sidder i København og forhandler den altovervejende del af medarbejdernes løn”, understreger Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg.

”Hidtil har vi fra centralt hold afsat midler til lokal løndannelse. Det har sikret, at en større del af lønnen er blevet udmøntet lokalt, men til gengæld har der været så mange bindinger og garantier, at det har ødelagt en af hensigterne med den lokale løndannelse – nemlig at gøre løndannelsen mere fleksibel og målrettet i forhold til prioriteringerne i kommunen og på arbejdspladserne.”

”Ved ikke at afsætte nye midler vil vi sætte den lokale løn fri af alle bindinger og garantier. Så vil det være op til kommunerne selv at finde nye midler på budgettet, fx gennem prioriterede bevillinger, besparelser og effektiviseringer. På længere sigt vil det give den lokale løndannelse et tiltrængt løft”, siger Michael Ziegler.

Debatoplægget ”Fælles udfordringer – fælles løsninger” indeholder også en række andre pejlemærker for kommunernes krav ved de nye overenskomster, herunder en lønudvikling, der fortsat følger det private arbejdsmarked samt enklere og mere smidige regler for arbejdstid.

Debatoplægget sendes i dag ud til alle landets kommuner. På to dialogmøder i slutningen af september inviterer KL samtidig alle borgmestre og kommunalpolitikere til at drøfte de forestående overenskomstforhandlinger.

Overenskomstforhandlingerne på det kommunale område indledes med udveksling af krav den 22. november. De nye overenskomster skal træde i kraft den 1. april 2011.

Download KL's debatoplæg i pdf'en ude til højre.

For yderligere information kontakt pressekonsulent Trine Søndergaard, tlf. 3370 3333, trs@kl.dk







Primær navigation


Sekundær navigation


Ny bruger?|


KL , Weidekampsgade 10 , Postboks 3370 , 2300 København S , tlf. 3370 3370 , email kl@kl.dk , Om hjemmesiden

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes