Jeg deltog for nylig i et netværksmøde, hvor nye ledelsesværktøjer var på dagsordenen. Denne gang handlede det om "Performance management". Jeg var ret så kritisk indstillet, da mødet startede. Jeg kunne næppe lære noget! Min skepsis blev imidlertid gjort til skamme: For det første blev jeg mindet om, hvordan engagement opstår og muligheder viser sig, når et fælles sprog gør rammen.
Og jeg fik bekræftet, at åbne ører og et tilgængeligt sind rent faktisk altid levner os muligheden af at blive klogere. For det andet fik jeg styrket erkendelsen af, at de udfordringer, vi står overfor, kræver opgør med vanens magt. Kræver, at vi bliver bedre til at frisætte organisationens talent, ressourcer og kreativitet. Kræver mod til at udfordre, ja, måske suspendere vores forforståelse og derefter eksperimentere for at opnå resultater.
Så langt, så godt. Men gør det overhovedet en forskel? Performance management er ingen ledelsesmæssig mirakelkur. Det er "Lean" eller "kvalitetsmodeller" jo heller ikke. Men alene det at vende ledelsesskråen kan føre gode ting med sig. Tag nu bare evnen til at kommunikere.
Det er jo utroligt, at vi igen og igen kan blive konfronteret med, at fejlslagne forløb og manglende motivation henter deres årsag i vores fattige evne til at kommunikere. Nytænkning og forandring starter og slutter med udviklingen og anvendelse af et fælles sprog.
Det er inden for denne ramme, vi kan skabe vækst, når vi som ledere – sammen med og som en del af fællesskabet – folder præmisser for og hypoteser om ledelsespræstationer ud. Vilje og evne til aktiv lytning og sproglig stringens er forudsætningen for konstruktive sociale processer.
Ved at angribe vores udfordringer ad nye veje kan vi med lidt held få nye gennembrud i vores bestræbelser på at opnå effekt. Og vigtigst af alt: Vi bliver skarpere på, under hvilke betingelser og med hvilke kompetencer vi succesfuldt kan lede og styre i en stadig mere kompleks verden. Eller sagt på en anden måde: Vi styrker vores evne til at beskæftige os rigtigt med, hvad der er vigtigst.