"Hva´så chef, er du klar til at køre?" Afdelingschefen kunne fornemme sarkasmen i sin kones retoriske spørgsmål. Hun vidste godt, at han ikke var klar. Han var ved at samle sager, notater og faglitteratur til feriearbejdet, og det tog tid. Bunken var ikke kun stor. Det tog også tid at kopiere de sagsakter og mails, han var bagud med, og som sommerferien ville give omdrejningshøjde.
Har du det som afdelingschefen? Er ferien den frihed fra forstyrrende møder, medarbejdere, mails og telefoner, hvor du får tid til det, du ikke når på hverdagen? Mange undersøgelser viser, at vi chefer har svært ved at koble af og holde fri.
Vi tager arbejde med på ferien, vi er online – fordi vi er uundværlige, men også fordi vi er bange for at problemer og ubesvarede mails hober sig op, mens vi er væk. Vend den om: Vi holder ferie for at vende friske og inspirerede tilbage på job.
Netop derfor tager vi IKKE arbejde med. Vi er det gode eksempel for medarbejderne, slukker mobilen, logger ikke på nettet – og ferien bruges til at gøre andre ting end til daglig. Så vi starter lige en gang til:
"Hva´så chef, er du klar til at køre?" Afdelingschefen svarede sporenstregs: "Ja, næsten. Jeg er bare i tvivl om, om jeg skal tage alle fuglebøgerne med. Jeg kan heller ikke beslutte mig for, om jeg gider læse Gaddis’ bog om Den Kolde Krig, eller jeg hellere skal gå ombord i Morantes Historien. Det er godt nok en ordentlig moppedreng. Men tre uger giver jo også mange læsetimer."
Følg nogle gode råd, før du går på ferie: Forventningsafstem med de medarbejdere, der er på job i ferien: Hvad skal prioriteres, og hvordan er feriekulturen? Afklar, hvordan der startes op efter ferien. Lav aftaler om, hvem der passer dine ting, mens du er væk. Opgiv et telefonnummer "til nødstilfælde".
Sæt autosvar på mailen. Start den mentale ferieforberedelse i god tid. Og vigtigst: Planlæg og brug ferien til andre ting end arbejde. Skulle der falde en enkelt idé af, fordi ferien giver din hjerne vitaminer under ferien, så noter idéen ned til senere bearbejdning.
"Så du den sortspætte?" Og ham naturvejlederen havde endda sagt, at den var uddød i området!