Vores forståelse af både ledelse og ledere udvikler sig hastigt. Vi fralægger os betydningen af alder, anciennitet og professionsfaglighed, og fokuserer på personlige og ledelsesfaglige kompetencer.
I tråd hermed opruster vi efter- og videreuddannelse af ledere, ikke mindst de velfærdsbærende frontledere i institutionerne.
Vi kan lægge endnu en vigtig brik til puslespillet om ledelsens inderste væsen: Én af guruerne inden for ledelse og organisationskultur Edgar H. Schein har forfattet bogen "Hjælp – om at tilbyde og modtage hjælp".
Selv om hjælp i Scheins ordbog primært adresserer konsulenter, læger, lærere og andre godtfolk, er bogen ikke mindst interessant, fordi Schein kommer ind på, hvordan man hjælper ledere. Vi får ad denne vej mere ammunition til at bekæmpe forestillingen om lederen som en supermand, der kan, skal og vil selv. Vi bliver samtidig mindet om, at ledelse ikke kun handler om at hjælpe og bistå medarbejderne eller kommunalbestyrelsen.
Hjælpsomme ledere er ledere, der tillige evner selv at tage mod hjælp, og som skaber de kulturer og betingelser, der fremmer hjælpsomhed – og hermed forandring. Det er vigtige pointer, at denne hjælpsomhedskultur dels ændrer ved selve lederrollen og vores forståelse af autoritet og ansvar – "lederen skal selv" – dels fordrer, at lederen mere målrettet evner at bruge færdigheder og erfaringer i egen organisation, blandt andet som alternativ til at ringe til eksterne konsulenter.
Hjælp er dog ikke bare hjælp! Der er nyttig hjælp, forfejlet hjælp, for sen hjælp og afvist hjælp. Schein kommer omkring det meste, også ved at fokusere på forskellige hjælperoller. I et kommunalt lederperspektiv er det vigtigste ved tænkningen, at det handler om vores måde at være ledere på: At vi evner at åbne op, vise tillid, efterspørge og tage imod hjælp, råd og kritik i et aktivt samspil med omgivelserne i bred forstand.
Det vil ikke kun understøtte ledelses-legitimiteten. Det vil også skabe bedre resultater, fordi kimen til al innovation findes i teams, medlederes, medarbejderes og borgeres viden og praksis.