Indhold

16.02.10 00:16

Danmarks produktivitet er gået i koma

Italien er det eneste OECD-land, som har haft en lavere vækst i produktiviteten end Danmark i de seneste 10 år. Dårlig infrastruktur, stagnation i danskernes uddannelsesniveau og erhvervslivets manglende fokus på effektivitet får skylden. Omkostningerne skal tælles i milliarder af kroner – hvert år.

Danskernes arbejdsliv har forandret sig fundamentalt siden 1990’erne. Intra- og internet, mobiltelefoner og alverdens mere eller mindre geniale managementteorier har gjort sit indtog og forvandlet hverdagen for den danske lønmodtager på godt og til tider også på ondt.

På ét punkt er der dog ikke sket ret meget. Vi får i store træk stadig det samme fra hånden, som vi gjorde ved udgangen af 1990’erne. Små fremskridt er der sket, men både set i forhold til udlandet og i forhold til tidligere tider er væksten i danskernes produktivitet nærmest gået i en komaagtig dvale.

Det fremgår af den internationale, økonomiske samarbejdsorganisation OECD’s seneste statistiske opgørelser over produktivitetsvæksten i de 30 medlemslande. Her indtager Danmark en lidet misundelsesværdig næstsidsteplads med en gennemsnitlig årlig produktivitetsvækst på sølle 0,3 procent i perioden 2000-2008. Til sammenligning havde OECD-landene i gennemsnit en produktivitetsvækst på 1,7 procent i perioden.

Den manglende udvikling i danskernes produktivitet er ikke bare pinlig for danskere med hang til internationale sammenligninger – den er også ufattelig bekostelig. Ifølge beregninger foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) ville Danmarks bruttonationalprodukt være 250 milliarder kroner højere – svarende til lidt mere end kommunernes samlede budgetterede udgifter i 2010 – hvis produktiviteten i stedet havde været på to procent om året i perioden fra 2000 til 2008.  Det svarer til, hvad den var i USA.

Dansk Industri (DI) har også regnet på konsekvenserne. Deres beregninger viser, at det vil koste en gennemsnitlig dansk husstand 100.000 kroner årligt fra 2020, hvis produktivitetsvæksten frem til 2020 bliver én og ikke tre procent, som nogle andre lande formentlig vil præstere.

Hvorfor er det gået så galt?

Men hvorfor er det gået så galt med den danske produktivitetsvækst i de seneste år?

Nogen soleklar og enkel forklaring findes der ikke, mener tidligere medlem af Det Økonomiske Råd Nina Smith, der i dag er professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

»Nu og her spiller den økonomiske krise selvfølgelig en helt afgørende rolle. Men den mere langsigtede nedgang i den danske produktivitetsvækst er højst sandsynligt resultatet af mange forskellige elementer,« siger hun.

Så langt synes der også at være enighed. Både i lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer udtrykkes der således bekymring og forundring over, at det er gået så grueligt ned ad bakke med den danske produktivitetsvækst. Som chefanalytiker Frederik I. Pedersen fra AE siger:

»Det er enormt svært at forstå, at det med LEAN-bølge og alverdens andre ledelses- og effektivitetstiltag ser så sløjt ud med den danske produktivitetsvækst.«

Et par forklaringer går dog igen, uanset hvem man spørger. For det første er der trængselsproblemerne på de danske veje. Danskerne spilder simpelthen for meget af deres dyrebare og produktive tid med at holde i kø på indfalds- og ringveje omkring de større danske byer. Kunne vi blot få løst trafikproblemerne, ville det faktisk gøre en betydelig forskel, mener eksperterne.

For det andet er der uddannelsesniveauet hos de danske lønmodtagere. Hvor væksten i uddannelsesniveauet i 1980’erne og 1990’erne var på cirka 0,6 procent om året, har væksten efter årtusindeskiftet blot været på 0,2 procent årligt.

Den lavere vækst i uddannelsesniveauet har højst sandsynligt også lagt en dæmper på produktivitetsstigningerne, siger professor Jørgen Søndergaard, der ud over at være direktør i SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – også var formand for regeringens nu nedlagte arbejdsmarkedskommission.

»Fra 1960’erne og frem til slutningen af 1990’erne var det sådan, at hver ny generation, der kom ind på arbejdsmarkedet, havde en bedre uddannelse og flere kompetencer end den, som forlod arbejdsmarkedet. Sådan er det ikke mere. Nu er der stort set ingen forskel,« siger Jørgen Søndergaard, der som formand for regeringens nye ”rejsehold” på folkeskoleområdet selv kan være med til at sikre danskerne en bedre uddannelse i fremtiden.

Det spiller dog også ind på den sløje produktivitetsvækst, at højkonjunkturen og den legendariske skrigende mangel på arbejdskraft fra 2004 og tre-fire år frem fik virksomhederne til at ansætte medarbejdere, der ikke havde helt det samme høje kompetenceniveau som deres kolleger. Det er et aspekt, som blandt andre OECD har fokus på i deres analyse af de danske problemer med produktiviteten.    

Virksomheder har også et ansvar

De danske virksomheder kan i det hele taget ikke sige sig fri for en del af ansvaret for den faldende produktivitetsvækst. DI’s erhvervsøkonomiske chef Kent Damsgaard erkender, at omkostningstrimning og effektivisering ikke stod øverst på virksomhedernes dagsorden i årene frem til krisen.

»Man havde simpelthen nok at gøre med at få skippet varerne af sted,« siger han.

Kent Damsgaard tilføjer, at der er mange årsager til den lave vækst, men det er svært at komme uden om de høje danske marginalskatter:

»Tilskyndelsen til at gøre en ekstra indsats er simpelthen for lille,« siger han.

Netop de høje skattesatser har imidlertid været en ret konstant del af rammevilkårene for danske virksomheder i mange år. Og faktisk er selskabsskatterne sat ned fra 34 procent i 1998 til 25 procent i dag. Så hvordan kan skatterne pludselig blive et så stort problem?

Ifølge Kent Damsgaard skyldes det, at andre produktivitetsforbedrende faktorer, som eksempelvis løftet i danskernes uddannelsesniveau, ikke længere opvejer de høje marginalskatter.

»De danske politikere har spildt de gode år ved ikke at lave de nødvendige reformer. Man skulle for længe siden have sørget for flere initiativer, der kunne bidrage til at øge produktiviteten,« siger Kent Damsgaard.

Skattesatserne er også en del af forklaringen på, at der ikke er blevet investeret kraftigere i kapitalapparatet i de senere år, mener Kent Damsgaard. Både danske og udenlandske virksomheder har hellere villet åbne en ny fabrik i et land med et lavt omkostningsniveau og herunder lavere skatter.  

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger til gengæld på, at opbremsningen i de danske virksomheders investeringer kan skyldes de danske bankers nærmest maniske fokusering på ejendomssektoren under boligboblen, som kan have gjort det svært for andre typer af virksomheder at få adgang til billig kapital:

»På trods af lave renter, gode rammevilkår og mangel på arbejdskraft har der næsten ingen vækst været i virksomhedernes kapitalapparat – maskiner, inventar og bygninger – per arbejdstime siden midten af 1990’erne. Det er en del af forklaringen på den lave produktivitetsvækst herhjemme,« siger Frederik I. Pedersen fra AE og tilføjer:

»Det er vigtigt, at investeringsniveauet kommer op i gear igen, hvis vi skal gøre os håb om en højere produktivitetsvækst.«

Uddannelse er vejen frem

På kort sigt ser det imidlertid ud til, at den danske produktivitet vil stige. Det Økonomiske Råd forudser i sin seneste rapport fra efteråret 2009, at »der kan imødeses meget høje produktivitetsstigninger i de kommende år«.

Forklaringen er først og fremmest, at en del af det ekstraordinært store fald i produktiviteten i 2008 og 2009 justeres tilbage i 2010. Dertil kommer dog også en reel effekt blandt andet som følge af, at virksomhederne i den økonomiske krise er blevet tvunget til at skære alt overflødigt fedt fra. Som erhvervsøkonomisk chef i DI Kent Damsgaard siger:

»Når støvet har lagt sig, vil de overlevende virksomheder være dem, der har formået at trimme deres produktion og skære omkostningerne til et minimum.«

De langsigtede udfordringer med produktiviteten består imidlertid. Hvad værre er, så er der ikke nogen let løsning på dem, mener professor Nina Smith. 

»Udfordringen er at tackle problemet offensivt og hele tiden have fokus på, hvordan vi kan blive bedre og mere effektive,« siger hun.

Ifølge Nina Smith handler det blandt andet om at investere endnu mere i de danske universiteter og forskningsmiljøer. Det er nemlig et punkt, hvor mange af de nyindustrialiserede lande i Asien for længst har overhalet Danmark.

»Skal vi styrke vores produktivitet, skal det være de højest uddannede, der skal trække læsset. Det store spørgsmål er, hvordan vi finansierer de nødvendige investeringer i uddannelsessystemet,« siger Nina Smith.

Uddannelse synes også at være et punkt, som alle kan være enige om at satse på. Det er længe siden, at regeringen besluttede, at mindst 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse i 2015. Ligesom med produktiviteten ser det dog grelt ud med at nå det ambitiøse mål – i dag får kun cirka 80 procent af en årgang en ungdomsuddannelse.

Af Peter G.H. Madsen

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce