Ballerup Kommune er ved at tage et nyt system for ledelsesinformation i brug på handicapområdet. Systemet giver overblik over både antallet af modtagere og gennemsnitspriser. Den nye viden skal bruges til at udvikle fagligheden i det socialfaglige arbejde og til at få styr på udgifterne.
Ballerup oplevede stigende udgifter på blandt andet handicapområdet flere år i træk. Samtidig manglede der let tilgængelig viden om, hvor og hvorfor udgifterne steg. Derfor valgte Ballerup Kommune i 2009 og i 2010 at investere i et ledelsesinformationssystem blandt andet til det specialiserede socialområde, der skal dokumentere udviklingen. Investeringen blev foretaget ud fra en forventning om, at udgifterne betaler sig ind i viden og dokumentation om udgiftsudviklingen. Tanken er, at oplysningerne kan være med til at kvalificere den faglige dialog, der løbende er nødvendig for at udvikle det sociale arbejde på handicapområdet.
Systemet skaber viden om, hvordan antallet af modtagere og gennemsnitspriser udvikler sig på de enkelte paragraffer. Dermed giver systemet mulighed for at følge udgiftsudviklingen på området, samt at tilknytte relevante oplysninger om aktivitetsudviklingen. Systemet bruges helt overordnet til at følge op på, om udgifterne udvikler sig i overensstemmelse med budgettet. Om enten antallet af personer, der modtager de konkrete ydelser stiger mere end forudsat. Eller om prisen for den enkelte ydelse stiger.
Data til ledelsesinformationen genereres fra de it-systemer, der anvendes i forbindelse med den daglige visitation. I systemerne registreres de visiterede ydelser og prisen herfor, når den enkelte sagsbehandler har bevilliget en ydelse. Oplysningerne i systemet kommer således direkte fra sagsbehandlerne, og gives efterfølgende videre til sagsbehandlerne som en del af den løbende dialog med den faglige leder om at kvalificere den faglige indsats og udviklingen heraf.
Læs mere om Ballerup Kommunes LIS-system samt brugen og effekten heraf i artiklen Nye data giver høj faglighed og bedre økonomi" fra Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 13, 2010 i højre side.