Rammen for 2011 er sat – udgangspunktet er budget 2010, som på det specialiserede socialområde er to milliader kroner lavere end niveauet i sidste års regnskab. Det kræver handling, hvis det ikke skal føre til massive besparelser på andre serviceområder. Kravet om udarbejdelse af kvartalsvise oversigter bør ikke bare anses for at være en forstyrrende meropgave. Det er derimod en lejlighed til at forvaltning og politikere i fællesskab kan få bragt orden på det specialiserede socialområde
I økonomiaftalen for 2010 blev det besluttet at tage nye drastiske skridt i brug for at få styr på udgifterne til det specialiserede socialområde. Politikerne skal mere på banen. Derfor skal kommunalbestyrelsen nu hvert kvartal drøfte udgiftsudviklingen på området. Det betyder samtidig, at de løbende behandlinger af udgiftsudviklingen ikke længere alene er et ansvar for det respektive fagudvalg.
Denne beslutning har været nødvendig, fordi himmelflugten i udgifterne nu for alvor fortrænger mulighederne på de andre serviceområder, såsom dagtilbuds- og folkeskoleområdet. Det klare udgangspunkt er – også på det specialiserede socialområde – at budgettet skal overholdes. Udgiftsskred bør derfor som udgangspunkt altid håndteres ved alternative foranstaltninger. Tillægsbevillinger bør kun være absolut sidste udvej.
Den barske virkelighed
Kommunernes udgifter til det specialiserede socialområde lå i regnskab 2009 cirka to milliarder kroner højere end i budget 2010. Økonomiaftalen for 2011 varsler nye tider, idet det specialiserede socialområde i modsætning til de foregående år ikke er blevet tilført ekstra penge for at dække merforbruget. Det underskud skal kommunerne selv dække.
Det er samtidig slået fast, at budget 2010 er rammen for 2011. Hvis kommunernes serviceudgifter i 2011 overstiger niveauet i budget 2010, beskæres bloktilskuddet til alle kommuner som følge af sanktionslovgivningen. Medmindre der findes reduktioner på andre områder, kan kommunerne altså ikke køre videre med et aktivitetsniveau på det specialiserede socialområde, der klart overstiger niveauet i budget 2010.
Kommunerne har netop indberettet andet kvartals tal for 2010. Indberetningerne tyder på, at mange kommuner fortsat har svært ved at styre udgifterne.
72 kommuner forventer på nuværende tidspunkt en budgetoverskridelse i 2010. Heraf forventer 45 kommuner en overskridelse på mere end fem procent, jf. figur 1 i bilaget med det forventede regnskab 2010 i højre side.
Set i lyset af den overordnede ramme er der for de kommuner, der forventer en betydelig budgetoverskridelse i 2010, behov for en øjeblikkelig og hård opbremsning af udgiftsvæksten. Det kræver, at der øjeblikkeligt sættes ind med markante styringstiltag.
På den anden side skønner 41 kommuner på nuværende tidspunkt, at regnskabet for 2010 vil ende mere end fem procent lavere end niveauet i regnskab 2009, jf. figur 2 i bilaget til højre. Hvis det lavere skøn er udtryk for en realistisk vurdering, hvor forvaltningen skønner, at de massive styringstiltag i 2010 vil indebære et fald i udgifterne, er det i orden. Hvis indberetningen derimod er udtryk for den udvikling, der har været i rigtig mange kommuner igennem de seneste år – nemlig at forvaltningen først alt for sent får orienteret politikerne om det reelle billede af udgiftsudviklingen - er det ikke i orden.
I de kommuner, hvor sidstnævnte er tilfældet, vil kommunalbestyrelsen blive taget som gidsel. Den har reelt ingen mulighed for at reagere med handlinger, før det er for sent, og konsekvensen er klar:
Enten skal udgifterne finansieres af kassen (som mange steder er på lavpunktet), ellers skal pengene tages fra andre områder. Afspejler oplysningerne ikke virkeligheden, risikerer man at iværksætte en forkert indsats eller slet ikke at opdage behovet for en indsats, før det er for sent.
Den barske virkelighed for den kommunale økonomi tydeliggør på bedste vis behovet for styring, udgiftsreduktioner og politisk ejerskab hertil. Kommunalbestyrelsen bør se de kvartalsvise oversigter som et godt styringsværktøj i denne sammenhæng.
Det kræver imidlertid, at forvaltningen udarbejder nogle oversigter, der udtrykker en realistisk vurdering af udviklingen, og som tydeliggør de politiske handlemuligheder. For det andet kræver det, at politikerne tager oversigterne til sig og på baggrund heraf stiller krav og tager ansvar for styringen.
Anvis handlemuligheder
Der stilles kun krav om drøftelse af udgiftstal, herunder budget og forventet regnskab i de autoriserede kvartalsvise oversigter. Men det vil være overordentlig vanskeligt for kommunalbestyrelsen at tage stilling til, om et udgiftstal er højt eller lavt, endsige vurdere, om der skal sættes ind med en styringsindsats, hvis ikke udgiftstallet suppleres med understøttende oplysninger.
Det er for eksempel væsentligt at vide, om udgifterne skrider, fordi antallet af anbragte børn stiger i forhold til, hvad man forventede, da budgettet blev lagt. Eller om udgifterne stiger, fordi udgifterne til den enkelte plads i et botilbud eller anbringelsessted stiger. Der kan også være tale om, at begge dele har ændret sig siden budgetvedtagelsen.
Hvis oversigterne ledsages af forklaringer, gør forvaltningen det muligt for politikerne at reagere i tide. Men forvaltningen skal også komme med bud på, hvilke handlinger der kan bringe udgifterne tilbage på sporet. De kvartalsvise oversigter bør således i tilfælde af tegn på budgetskred altid følges op af forslag til handlealternativer. Kan man ændre serviceniveauet? Kan man omlægge indsatsstrategien? Eller noget tredje?
Rammen er sat. Politikerne skal for alvor til at spænde livremmen ind – også på områder, hvor det i de seneste år har vist sig særdeles vanskeligt at prioritere. Det kan kun lykkes, hvis forvaltning og politikere i fællesskab ser og anvender de kvartalsvise oversigter som en medspiller og ikke en modspiller.