Mange kommuner er nu i så stort økonomisk bekneb, at de må foretage markante reduktioner i serviceniveauet, hvis de skal have balance endsige råderum i økonomien i de kommende år. Silkeborg er en af de kommuner, der nu for alvor svinger sparekniven.
Mange kommunalbestyrelser har set skriften på væggen. De har erkendt, at noget må gøres, hvis kommunens økonomi skal genoprettes. De fleste er enige om, at effektiviseringer langt fra er tilstrækkeligt til at løse de økonomiske udfordringer. Der skal også ske besparelser på nogle af kommunens serviceområder. Det er vigtigt, hvis kommunen i de kommende år skal have mulighed for ud over at afdrage på gæld også at kunne afholde et vist minimumsniveau af anlæg.
Silkeborg er en af de kommuner, der nu for alvor svinger sparekniven for at skabe balance og på sigt råderum. Silkeborg Byråd vil reducere kommunens serviceniveau med 250 millioner kroner for at styrke den trængte økonomi. Så kontant er udmeldingen fra kommunen forud for drøftelserne om budgettet for 2011.
Administrationen har i løbet af efteråret 2009 udarbejdet et "mulighedskatalog" med forslag til besparelser og effektiviseringer. Mulighedskataloget er offentliggjort på kommunens hjemmeside, og borgere, brugere og medarbejdere har frem til den 21. marts haft mulighed for at give deres besyv med til forslagene.
Det er tanken, at spare- og effektiviseringsforslagene skal føre til, at kommunen allerede i 2011 opnår økonomisk balance og påbegynder en økonomisk konsolidering. Kommunen slår til nu for at undgå at skulle ud i tilbagevendende besparelser i de kommende år. På den måde skulle kommunen gerne være på forkant med udviklingen fremover og dermed kunne undgå bratte opbremsninger, hvor man er tvunget til at skære dybt. I stedet skal der ske løbende effektiviseringer og mindre tilpasninger, når tingene ændrer sig.
Læs mere om Silkeborgs Kommunes mulighedskatalog i artiklen "Tid til råderum" fra Danske Kommuner nr. 10, 2010 i højre side.