”Akutten” er et botilbud med fire værelser med fælles køkken/alrum og fælles adgang til badefaciliteter og vaskeri i kælderen. Tilbuddet er et alternativ til akut anbringelse af unge på ungdomspensioner eller bosteder, og forventes at indebære en reduktion af udgifterne til anbringelser på samlet 864.000 kr. årligt.
Akutboligerne retter sig mod unge i 15-18 års alderen med særlige behov, men som samtidig er i stand til at klare sig selv, såfremt de får den nødvendige støtte. Akutboligerne er et midlertidigt botilbud, hvor den unge skal kunne klare almindelige daglige gøremål. Tidsrammen er 3-6 måneder, da der er tale om en overgangsperiode på vej mod en selvstændig bolig.
Formålet med initiativet er at støtte den unge til at kunne klare en selvstændig tilværelse. Initiativet gennemføres således i tæt samarbejde med de unges primære netværk samtidig med, at der arbejdes på at opbygge et socialt netværk samt træning af sociale og arbejdsmæssige færdigheder i eventuelt samarbejde med Jobcenter og Social Behandling.
Der kan fx være tale om unge, som måske allerede har været gennem en anbringelse, og som næsten er parate til at kunne klare sig selv i egen bolig eller unge, som har et akut opstået boligbehov, hvor alternativet ellers ville være anbringelse.
Konkret udføres støtteopgaverne af en socialpædagogisk ”vicevært”, som har Børne- og familieafdelingens kontaktpersongruppe som sin faglige base, og der er igennem opholdet tæt samarbejde mellem den unges sagsbehandler i Børne- og familieafdelingen og Social Behandling (hvis den unge er tæt på at blive 18 år), beboerens familie og netværk, støtte- og kontaktpersoner, boligselskaber og skolen.
Som udgangspunkt skal beboerne selv sørge for fx rengøring på eget værelse og på fællesarealerne, men der er mulighed for støtte til indøvelsen af almindelige sociale færdigheder som kontakt til banken, administration af penge, støtte til arbejde eller uddannelse, madlavning, tøjvask mv. Den unge betaler 2.000 kr. inkl. lys, varme og fælles faciliteter i husleje. Udgifterne til personaleudgifter, udgifter til fælles aktiviteter, løbende renovering og driften kan dækkes af besparelserne på døgnanbringelseskontoen.
”Akutten” blev etableret i august 2009, og forventes at medføre en årlig besparelse på anbringelser på ungdomspensioner mm. på samlet 864.000 kr.
For yderligere information kontakt Joan Nielsen, Børn- og ungechef i Rødovre (tlf. 3637 7412).