Afdelingschefen satte sig til tasterne: "Jeg opsiger hermed min stilling som afdelingschef….2011." Hun var afklaret og tilfreds. Dagen før havde hun underskrevet kontrakten på den nye stilling. Det var hendes bedste forventning, at det nye job var et helt rigtigt match.
Den gode fornemmelse indeni kom dog mest af, at hun havde brugt de sidste måneder til at få styr på, hvad hun havde lært i og af det lederjob, som hun nu sagde farvel til. Først og fremmest havde hun – igen – lært noget om mennesker. Hun havde i den grad fået bekræftet, at det var de personlige kompetencer og relationer, der betød mest. Det gjaldt, når der skulle knokles for fælles succes’er, som man bagefter kunne fejre sammen. Det gjaldt i konfliktsituationer, når der var gået ged i noget, og man skulle videre uden for store skrammer. I begge situationer spillede det formelle magt-hieraki en rolle, jo, men ved dagens slutning gjorde værdier og det menneskelige format altid forskellen!
Hun havde også lært meget om ledelse: At det mindst handler om enkeltmandspræstationer og mest om teamledelse. Ledelse bæres af kompetencer. Afdelingschefen ville ikke afvise, at hun stadig tænkte på individer og karismatiske personligheder, når der blev talt om ledere. Men hun havde erfaret, at ledelse udfoldes i samarbejde – med andre ledere, men ikke mindst i samspil med organisationens vigtigste ressource: Medarbejderne. En slidt frase, måske, men stadig en afgørende pointe.
Afdelingschefens vigtigste erkendelse de seneste år var imidlertid nok, at hun som leder havde været for dårlig til at opgøre og synliggøre værdien af sit ledelsesarbejde. Hun havde selv en tyrkertro på effekten af egen indsats, men ud over de gode årlige lederevalueringer og lidt feedback, var overbevisningen mest båret af tro og fornemmelse. Hun havde tit diskuteret med andre ledere, at de skulle blive meget bedre til at dokumentere effekterne af deres indsats. Det var lettere sagt end gjort. Hun var blevet beroliget af Einstein, når han sagde, at "det er ikke alt, der tælles, der tæller, og ikke alt, der tæller, der tælles." Inderst inde vidste hun dog godt, at hun i sit næste job ville arbejde videre med effekt-temaet. Hun var helt sikkert ikke alene.
Dette er Sørens sidste klumme på "Hva' så chef". Tak fordi du læste med!