KL har indgået en lang række kollektive overenskomster og aftaler. KL indtræder på kommunernes side ved fortolkningstvivl og konfliktløsning.
KL bistår kommunerne, hvis en kommune bliver mødt med påstande fra personaleorganisationerne om, at kommunen ikke administrerer en overenskomst eller en aftale, som bestemmelserne er tænkt, eller en kommune bliver mødt med påstand om, at den har brudt en overenskomst eller en aftale.
I første omgang bistår vi ved forhandling, og i visse sagstyper indtræder vi som direkte part overfor den modstående personaleorganisation/forhandlingsfællesskab/ hovedorganisation.
Vi støtter lokale arbejdsgiverønsker, hvor de ikke direkte kolliderer med KL’s forpligtelser som arbejdsgiverorganisation.
Fortolkning af overenskomster og aftaler (niveau 3)
Fortolkningstvister i forhold til forståelsen af overenskomster og aftaler søges først løst ved lokal forhandling i kommunen. Hvis enighed om fortolkningen ikke kan opnås lokalt, kan personaleorganisationen indbringe sagen for KL. KL vurderer den konkrete fortolkningstvist og forhandler spørgsmålet med den pågældende forhandlingsberettigede personaleorganisation, KTO eller Sundhedskartellet.
Fører den centrale forhandling ikke til enighed mellem parterne, fører vi sagen ved faglig voldgift med det mål at få retsstillingen afgjort i overensstemmelse med kommunens og KL’s retsopfattelse.
Kommunerne kan forvente, at vi i principielle fortolkningssager, hvor kommunerne administrerer reglerne i overensstemmelse med KL’s retsopfattelse, vil overtage sagen og indtræde som part med henblik på at søge tvisten løst til gavn for kommunerne.
KL’s bistand i fortolkningstvistsagerne – herunder førelsen af en eventuel voldgiftssag – er uden udgift for kommunen.
Tvisteløsning i aftaler om lokal/ny løndannelse (niveau 3)
Interessekonflikter vedrørende lokale lønforhandlinger søges først løst ved lokal forhandling. Hvis interessetvisten ikke kan løses lokalt, kan kommunen/organisationen indbringe sagen for KL/den modstående personaleorganisation med anmodning om bistand. Vi deltager herefter sammen med personaleorganisationen i en lokal forhandling (niveau 2) med henblik på at søge tvisten forligt. Kommunen har kompetencen til at afgøre, om sagen skal forliges eller ej. KL søger i sin bistand under niveau 2-forhandlingen at fremme kommunens intentioner og synspunkter.
Forliges sagen ikke ved denne forhandling, og indbringer en af de lokale parter sagen til ”niveau 3-forhandling”, overgår kompetencen til de centrale parter. KL forhandler herefter sagen med den modstående personaleorganisation med henblik på at undersøge muligheder for, at tvisten løses til gavn for kommunen.
Hvis der undtagelsesvis ikke kan opnås enighed ved ”niveau 3-forhandlingen”, kan sagen forelægges et paritetisk nævn bestående af repræsentanter for KL og personaleorganisationerne.
Hvis sagen handler om á conto løn fastsat af kommunen, kan det paritetiske nævn tiltrædes af en uvildig opmand i tilfælde af, at nævnet ikke kan opnå enighed.
KL’s bistand i ”niveau 2-”, og i ”niveau 3”-forhandlinger samt ved forelæggelse for det paritetiske nævn er uden udgift for kommunen.
(Påståede) overenskomstbrud (niveau 3)
I de tilfælde, hvor en personaleorganisation påstår, at en kommune har brudt regler i en kollektiv overenskomst, afholdes fællesmøde mellem personaleorganisationen (og dennes hovedorganisation) og KL. Kommunen deltager i dette møde. Formålet med fællesmødet er at søge at løse uoverensstemmelsen. Vi vil så vidt muligt varetage kommunens interesser, men da KL er overenskomstpart og dermed bærer risikoen for at blive dømt for overenskomstbrud, afgør vi, om sagen skal forliges, om sagen skal sendes tilbage til kommunen med henblik på at ændre praksis, eller om det skal konstateres, at enighed ikke kan opnås.
Hvis der ikke opnås enighed på fællesmødet, kan personaleorganisationen indbringe sagen for Arbejdsretten.
I så fald repræsenter KL i det hele kommunen i Arbejdsretten som en del af KL’s interessevaretagelse – dvs. uden udgift for kommunen.
Overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og kollektive arbejdsnedlæggelser blandt tjenestemænd og reglementsansatte (niveau 3)
Når der er indgået en kollektiv overenskomst, gælder der en fredspligt, hvilket betyder, at de ansatte ikke må strejke/nedlægge arbejdet.
Kommunerne kan forvente, at KL forfølger ethvert brud på fredspligten, således at kommunerne kan få normaliseret driften hurtigst muligt.
For at vi kan agere arbejdsretligt, skal kommunen i tilfælde af overenskomststridige arbejdsnedlæggelser straks, dvs. samme dag, indberette arbejdsnedlæggelsen til KL, som indkalder hovedorganisationen til fællesmøde dagen efter arbejdsnedlæggelsens påbegyndelse. Hvis arbejdet ikke genoptages senest dagen efter fællesmødets afholdelse, indbringer vi sagen for Arbejdsretten med påstand om bod.
Ved kollektive arbejdsnedlæggelser blandt tjenestemænd indberetter kommunen navnene på de strejkende til KL, som indbringer sagen for Den Kommunale Tjenestemandsret med påstand om bøde til de strejkende.
Bistanden er en del af KL’s interessevaretagelse og er derfor uden udgift for kommunen.
De opkrævede bodsbeløb fra de strejkende medarbejdere tilfalder kommunen bortset fra 10%, heraf dog mindst 50.000 kr. pr. sag. Dette beløb anvendes til at dække KL’s sagsomkostninger, herunder omkostninger til advokat. Hvis en organisation idømmes en organisationsbod, tilfalder den KL.
Påtænkte afskedigelser af tillidsrepræsentantbeskyttede (niveau 3)
Sager om påtænkte afskedigelser af tillidsrepræsentantbeskyttede, der ikke forliges ved en lokal forhandling i kommunen, indbringes af personaleorganisationen til forhandling med deltagelse af KL og den personaleorganisation, som repræsenterer den tillidsrepræsentantbeskyttede.
KL rådgiver kommunen om sagens retlige styrke, men kommunen har kompetencen til at forlige sagen eller at gennemføre afskedigelsen efter den centrale forhandling. Kommunen kan derfor i sådanne sager forvente en personalejuridisk rådgivning, der afvejer de processuelle risici i forhold til retspraksis på området.
Gennemfører kommunen afskedigelsen, og personaleorganisationen efterfølgende forlanger afskedigelsens (manglende) rimelighed behandlet ved voldgift, bistår KL i sagsforberedelsen sammen med kommunens advokat.
Kommunen afholder procesudgiften til advokatomkostninger, opmandens honorar og udgiften til en eventuel godtgørelse. KL’s bistand er en del af KL’s interessevaretagelse og er derfor uden udgift for kommunen.
Gennemførte afskedigelser af andre end tillidsrepræsentantbeskyttede ansatte (niveau 3)
Sager om påtænkte afskedigelser af andre end tillidsrepræsentantbeskyttede, der ikke forliges ved en lokal forhandling, indbringes af personaleorganisationen med krav om nedsættelse af et afskedigelsesnævn med henblik på at vurdere afskedigelsens rimelighed.
Normalt finder der en forhandling sted mellem kommunen, KL og den personaleorganisation, som repræsenterer den ansatte, for at vurdere, om der kan findes en forligsmæssig løsning, inden sagen overgår til afskedigelsesnævnet.
Vi rådgiver kommunen om sagens retlige styrke, men kommunen har kompetencen til under forhandlingen at forlige sagen eller at fastholde afskedigelsen. Hvis sagen ikke forliges, bistår KL ved deltagelse i sagsforberedelsen for afskedigelsesnævnet sammen med kommunens advokat.
Kommunen afholder procesudgiften til advokatomkostninger, opmandens honorar og udgiften til en eventuel godtgørelse. KL’s bistand er en del af KL’s interessevaretagelse og er derfor uden udgift for kommunen.
Påståede brud på informations- og høringsforpligtelsen (niveau 3)
I de tilfælde, hvor medarbejdersiden i et samarbejds- eller MED-udvalg påstår, at ledelsen ikke har opfyldt sine forpligtelser i forhold til information og høring, og de lokale parter ikke har været i stand til at finde en løsning, kan medarbejdersiden indsende sagen til KL og KTO med anmodning om bistand i sagen.
KL vil kontakte kommunen med henblik på sagens oplysning og derefter drøfte sagen med KTO. Alt efter sagens karakter, kan bistanden dernæst ydes enten telefonisk, skriftligt eller eventuelt ved lokal mægling med deltagelse af KL og KTO.
Hvis bistanden/mæglingen viser sig resultatløs, kan sagen overgå til KTO og KL, om herefter kan beslutte, om sagen skal afgøres ved en voldgift.
Kommunerne kan forvente, at vi i principielle sager, hvor kommunerne administrerer reglerne efter KL’s retsopfattelse, vil indtræde i sagen og søge tvisten løst til gavn for kommunerne.
KL’s bistand – herunder førelsen af en eventuel voldgiftssag – er uden udgift for
kommunen.