Vejle Kommune har gennem det seneste år arbejdet målrettet med forenkling og afbureaukratisering. En tillids- og afbureaukratiseringsreform har givet en mere effektiv opgavevaretagelse.
Smidig løsning af opgaverne, mindre bureaukrati og færre regler både øger borgernes tilfredshed og medarbejdernes trivsel og gavner økonomien. I 2009 vedtog Byrådet i Vejle Kommune en tillids- og afbureaukratiseringsreform for at sikre flest mulige ressourcer til den direkte kontakt med borgerne.
På den baggrund blev der gennemført et pilotprojekt for at undersøge potentialet – eller behovet – for afbureaukratisering på nogle af kommunens store velfærdsområder. Pilotprojektet igangsatte efterfølgende en række initiativer i kommunens forvaltninger.
I foråret 2010 inviterede vi borgere og ansatte til at komme med gode ideer til mere smidige sagsgange eller afskaffelse af ’dumme regler’. Via hjemmesiden kan alle indsende en kort beskrivelse af problemet. Forslaget går videre til direktøren for området og indgår i forvaltningens arbejde med forenkling. Der er medio august 2010 kommet 78 forslag fra borgere og medarbejdere. En del af forslagene arbejdes der videre med. Forenkling er et strategisk fokuspunkt i Vejle Kommune.
En række konkrete tiltag skal gøre det lettere for den enkelte medarbejder, og dermed understøtte en mere effektiv opgavevaretagelse.
Et konkret eksempel omhandler blandt andet automatisk advisering om sygefraværssamtale til ledere via ledelsesinformation og afmelding af automatiske sygdomsadviseringer via KMD. Tidligere modtog institutionerne breve fra KMD, hvis en medarbejder havde over 90 sygedage. Brevet kom hver dag, medarbejderen havde en sygedag over de 90 dage. Oplysninger til ledere og institutioner omkring sygefravær håndteres i dag ved hjælp af en digital løsning. Derfor har vi afskaffet brevene til glæde for medarbejderne, der nu ikke længere modtager disse breve – mere præcist drejer det sig om ca. 11.000 breve på årsbasis, der nu ikke længere bliver sendt til institutionerne.
For yderligere information kontakt Bjarke Eriksen, analysechef i Vejle Kommune, på telefon nr. 7681 1721 eller e-mail BJAHE@vejle.dk.