
Ansat i KL fra 2001 til 2008. Var i konsulent KL’s Konsulentvirksomhed og centerchef i Center for Styring og Økonomi.
Hvordan var KL som arbejdsplads?
Indbegrebet af min tid i KL er vel nok et minde om aftener sammen med et lille hold af kolleger og noget take-away pizza eller sandwich. Aftener hvor vi nåede den konsulentopgave eller den publikation til kommunerne som egentlig ikke rigtigt kunne nås. Men som vi alligevel nåede, og som gav resultater og genklang hvor den skulle bruges. Eller dage og aftener på landevejen rundt til alle landets kommuner sammen med et par kolleger. Og det er vel lidt af ånden og det inspirerende ved at være i KL. Man skal med få medarbejdere helst matche et helt departement og samtidig kende hverdagen i kommunerne. Økonomien skal bindes sammen på tværs af hele sektoren og som konsulent skal man på kort tid kunne spotte problemerne i en stor organisation og komme med bud på løsninger der virker. Og det inspirerer at blive mødt med høje forventninger og løse dem sammen med dygtige chefer og kolleger.
Hvilke erfaringer fra KL har du taget med dig i din videre karriere?
En af de erfaringer jeg har brugt allermest fra min tid i KL er viden om projektarbejde. Næsten al udvikling skal i en eller anden form organiseres i et projektarbejde og succes med det kræver, at man er god til både projekthåndværket og projektledelse. Og der skæpper det med syv års erfaring som leder af konsulentprojekter og KL-projekter.
En anden væsentlig gave jeg har fået med fra KL er et omfattende netværk i landets kommuner. Der betyder, at jeg altid har kort til idéudveksling med ligestillede kolleger rundt i landet. Endelig giver KL og konsulentarbejdet i KL en grundlæggende respekt for kommunestyret - både det lokale og på landsplan. En respekt som er god at have med sig som udgangspunkt, når man står midt i den kommunale virkelighed.
Mød flere tidligere medarbejdere...