
Ansat i KL fra 1999 til 2006. Var i Kontoret for Social og Arbejdsmarkedsforhold og i KL’s Konsulentvirksomhed.
Hvordan var KL som arbejdsplads?
KL som arbejdsplads gav mig masser af muligheder for at prøve mig af fagligt og socialt.
Jeg fik hurtigt masser af opgaveansvar og der var gode muligheder for at udfolde den faglighed jeg bragte ind i jobbet. KL var også en arbejdsplads hvor jeg fik lov at fastholde mine generalist kompetencer. Selvfølgelig opbygger man en faglighed, men i KL skal du som fx konsulent dække et større fagområde end dine kolleger med et lignende job i staten eller kommunerne– det giver ansvar og overblik.
Socialt var KL et super sted. 400 engagerede kolleger med de samme interesser som en selv, som har lyst til at lære en at kende, og som også kan finde ud af at feste og have det sjov.
Hvilke erfaringer fra KL har du taget med dig i din videre karriere?
Det jeg bringer med mig er et enormt godt kendskab til hvordan en kommune fungerer – på tværs af de fagområder en kommune indeholder. Jeg tog også et kæmpe netværk med mig - både internt i KL og eksternt i kommunerne og i staten. Et netværk som jeg bruger i mit nuværende job som partner og management konsulent i Implement. Jeg har også taget en solid faglighed med mig i forhold til projektledelse, kommunale styrings- og organiseringsformer, kommunikation og samarbejdsformer. Endelig fik jeg en enorm tro på mig selv. Kollegerne i KL gav mig masser af feedback på hvad jeg gjorde godt og mindre godt, hvilket på mange måder har været med til at forme mig til den, jeg er i dag.
Mød flere tidligere medarbejdere...