”Lønkommissionens rapport viser, at vi i kommunerne hverken har et ligeløns- eller et lavtlønsproblem. Men den bekræfter, at vi i Danmark har et meget kønsopdelt arbejdsmarked, som begrænser vores muligheder for at rekruttere den nødvendige, kvalificerede arbejdskraft. Her er en udfordring at tage fat på”, siger formanden for KL’s Løn- og Personaleudvalg Michael Ziegler.
”Jeg er meget positiv over for Lønkommissionens opfordring til at gennemføre et serviceeftersyn, der skal bidrage til fremtidssikring og fornyelse i bl.a. kommunerne. Og jeg finder det meget positivt, at der i Lønkommissionen er opnået enighed om en række gode principper, der skal være styrende for dette serviceeftersyn. Herunder et nærhedsprincip, der taler for, at vi udbygger fleksibiliteten og den lokale løndannelse i vores overenskomster, samt et præstationsprincip, der taler for, at vi overvejer, om incitamenterne til at gøre en ekstra indsats og til at uddanne sig kan gøres kraftigere”, siger Michael Ziegler.
”Opfordringen til et serviceeftersyn tager vi alvorligt, og derfor har vi allerede inviteret formændene for hovedorganisationerne og forhandlingsfællesskaberne til et møde den 29. juni.”
”Der har været meget fokus på spørgsmålet om ligeløn i kommunerne, bl.a. i forbindelse med strejkerne for to år siden. I kommunerne har vi ikke haft en eneste sag om ligeløn, og der er ikke noget i Lønkommissionens redegørelse der peger på, at det burde være anderledes. Det er meget tilfredsstillende,” siger Michael Ziegler.
”Nogle personaleorganisationer fortolker ligeløn på en anden måde, end man gør i loven, idet de sammenligner sig selv med andre medarbejdergrupper, der udfører et helt andet stykke arbejde. At forskellige personalegrupper aflønnes forskelligt er ikke ulovligt, og det er ikke unaturligt. Arbejdsmarkedet er også et marked, hvor udbud og efterspørgsel spiller en vis rolle.”
”Lønkommissionen har givet et vægtigt bidrag til diskussionen om, hvem der tjener hvor meget. Det bør nu stå klart for alle, at det er nødvendigt at tage højde for både løn, pension, genetillæg, frokostpauser, vilkår under sygdom og barsel, alderssammensætning samt en række andre forhold, hvis der skal foretages kvalificerede sammenligninger”, siger Michael Ziegler.
”Jeg er også glad for at kunne konstatere, at vi ikke har noget lavtlønsproblem i kommunerne. Kommunerne er ikke lønførende, men analyserne fra Lønkommissionen viser, at lavtlønnede personalegrupper stort set kan få den samme løn i kommunerne som i den private sektor. Mit håb er, at Lønkommissionens grundige og sobre redegørelse på dette område yder et vægtigt bidrag til at aflive myten om, at man får en dårlig løn som kommunalt ansat”, siger Michael Ziegler.
”Men på ét område har vi et problem: Rapporten dokumenterer, at vi har et meget kønsopdelt arbejdsmarked i Danmark. I kommunerne lider vi fx under, at stort set ingen mænd er interesseret i at arbejde med børnepasning, pleje og omsorg, hvilket hæmmer vores muligheder for at rekruttere den arbejdskraft, vi får brug for i de næste mange år. Det er meget hæmmende for fleksibiliteten, at der er den slags barrierer ned gennem arbejdsmarkedet. Så her har vi en fælles udfordring at tage fat på i samarbejde med personaleorganisationerne, undervisningsinstitutionerne, myndigheder og andre gode kræfter”, understreger Michael Ziegler.
”Lønkommissionen har også fokus på rammerne for ledelse i den offentlige sektor. Der bliver peget på, at de centrale regler ikke fuldt ud understøtter de lokale behov for fleksibilitet, og at de er komplekse og vanskelige at forstå. Det vil vi meget gerne være med til at gøre noget ved”, siger Michael Ziegler.
”Samlet set tegner kommissionens rapport et billede af, at kommunerne tilbyder attraktive løn- og ansættelsesvilkår, og at kommunerne derfor har gode forudsætninger for at kunne konkurrere om arbejdskraften i de kommende år. Et fælles serviceeftersyn med afsæt i Lønkommissionens principper vil bidrage til at skærpe denne profil og dermed sikre, at kommunerne også i fremtiden vil være i stand til effektivt og kvalificeret at levere service og velfærd til borgerne” slutter Michael Ziegler.
Yderligere oplysninger i KL hos pressekonsulent Jonas Heltberg, 3370-3333, jhe@kl.dk