Det er regeringens ansvar at finde en løsning på det problem, den har skabt for sig selv, skriver Erik Fabrin i lederen i Nyt fra KL's bestyrelse.
Leder / v. Erik Fabrin
Regeringen har besluttet, at den obligatoriske madordning i vuggestuer og børnehaver skal laves om. Forligspartierne har holdt deres første møde om sagen, og i Indenrigs- og Socialministeriet tygger man netop nu på, hvordan en justeret madordning skal se ud.
Man kan undre sig over, at regeringen vil ændre på en lov, som den selv har det fulde og hele ansvar for, endnu inden den fuldt ud er trådt i kraft. KL vil gerne bistå Indenrigs- og Socialministeriet med at udvikle en ny model, der imødekommer ønsket om større fleksibilitet, samtidig med at kommunernes muligheder for at planlægge og disponere bliver respekteret. Men det er regeringens ansvar at finde en løsning på det problem, den her har skabt for sig selv.
Det er en vanskelig opgave, for der er flere modstridende hensyn. Fra flere sider har det fx lydt, at en madpakkeordning skal være frivillig for det enkelte barns forældre. Men samtidig har idéen med ordningen fra starten været, at man ville sikre, at alle børn får et sundt og nærende måltid.
En evt. ny ordning skal skrues sådan sammen, at den er til at administrere for kommunerne. I kommunerne vil vi ikke underlægges et system, hvor muligheden for at planlægge, disponere og tage ansvar bliver smadret. Den afgørende beslutning om, hvorvidt man ønsker en madordning, bør tages af kommunalbestyrelsen i hver enkelt kommune.
Kommunalbestyrelsen kan evt. så beslutte, at man ønsker madordning på nogle af kommunens institutioner, men ikke dem alle, og det kan forældrene lade indgå i deres overvejelse, når de vælger, hvilken institution de ønsker for deres børn.
Kommunerne har på nuværende tidspunkt brugt flere hundrede millioner kroner på at gennemføre den obligatoriske madordning, som Folketinget har lovgivet om. Der er brugt ganske mange kræfter på at (ud)bygge køkkener på de enkelte institutioner, og i en del kommuner har man etableret centralkøkkener. Andre steder er der indgået aftaler med private leverandører. Hertil skal man lægge de mange arbejdstimer, man i forvaltningerne har brugt på at forberede ordningen.
Det vil være udtryk for en uhørt mangel på respekt for dette arbejde, hvis kommunerne nu tvinges til at rulle madordningen helt eller delvist tilbage. Det vil også være ensbetydende med et gigantisk spild af borgernes skattekroner.
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at regeringen og Folketingets flertal i en tid, hvor hver en krone skal anvendes med omhu, vil kunne forsvare at smide både penge og anstrengelser på lossepladsen. Kommunerne har i hvert fald ikke råd til at rutte sådan med pengene.
Se nyhedsbrevet i sin helhed.