Hjemmehjælperen, pædagogen og andre offentligt ansatte bruger langt hovedparten af arbejdstiden på den direkte, menneskelige kontakt til brugerne. Det viser tre kortlægninger og målinger, som regeringen har foretaget sammen med KL.
Når hjemmehjælperen går på arbejde, bruger hun 63 pct. af arbejdstimerne på indkøb, tøjvask og andre opgaver for den ældre. Det fremgår af Kortlægning og Måling – en ny undersøgelse, som regeringen og KL har lavet i fællesskab på tre områder: Hjemmeplejen, handicappede og udsatte børn og unge.
Hjemmehjælperen bruger knap en femtedel – (18 pct.) på det grundlæggende arbejde med at dosere medicin, føre oplysninger ind i journaler og transportere sig selv fra den ene ældre til den anden.
Atter 17 procent bruger hjemmehjælperen på at uddanne sig, spise frokost i arbejdsdagen og lignende.
På handicapområdet viser kortlægningen, at medarbejdere på botilbud bruger 60 pct. af deres arbejdstimer på den direkte kontakt til de handicappede.
Pædagoger, der arbejder med udsatte børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder, bruger 52 pct. af deres arbejdstimer direkte sammen med brugerne. Herudover bruger de 31 pct. af tiden på bl.a. kørsel, koordination og samarbejde i relation til det enkelte barn eller den enkelte unge samt efteruddannelse og kompetenceudvikling.
Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann er glad for det billede, som kortlægningen tegner. Men hun påpeger, at der også kan og skal ske effektiviseringer:
”Pædagogen, handicaphjælperen og de andre offentligt ansatte bruger faktisk tiden på menneskelig kontakt og på at løse konkrete opgaver. Det er helt nødvendigt, at der også sker et stort og omhyggeligt arbejde med at føre oplysninger ind i journaler, foretage udredninger og andre administrative opgaver. Men vi må hele tiden have et skarpt blik for, om der er noget, som kan gøres enklere og nemmere. Det ligger i regeringens afbureaukratiseringsplan.”
KL’s formand Erik Fabrin er også godt tilfreds:
”Medarbejderne på de borgernære velfærdsområder bruger det meste af deres arbejdstid på den direkte kontakt til brugerne. Det viser kortlægningen meget klart. Jeg vil også gerne understrege, at når vores medarbejdere bruger tid på aktiviteter som fx journalisering, dokumentation, koordination og samarbejde, bidrager det også til en højere kvalitet, som kommer brugerne til gode. Samtidig har jeg dog en klar forventning om, at den samlede pakke med regelforenklinger, som regeringen snart vil fremlægge, vil frigøre ressourcer til endnu mere borgernær service.”
Målingen ser også på, hvordan kommunernes sagsbehandlere og visitatorer bruger deres arbejdstid. De anvender generelt megen tid på at udrede en borgers behov, finde det rette tilbud og lignende opgaver.
Administrativt personale, som hjælper handicappede, bruger 46 procent af tiden på denne type opgaver, og de bruger atter 16 procent på direkte kontakt med handicappede mennesker.
Visitatorerne på ældreområdet bruger 42 pct. af tiden på forberedelse og færdiggørelse af visitationen, transport m.v. og 21 pct. på direkte kontakt med borgerne.
Sagsbehandlere på børne- og ungeområdet bruger 16 pct. af deres tid på undersøgelser af barnets forhold, og heraf bruges ca. en tredjedel af tiden sammen med barnet eller forældrene.
Målingerne kan læses på Indenrigs- og Socialministeriets hjemmeside (www.ism.dk) eller som vedhæftede filer her på siden.
*****************************************************************
Yderligere oplysninger:
Jesper Høvsgaard Termansen, presseansvarlig, Indenrigs- og Socialministeriet. Tlf. 33 92 47 49
Jonas Heltberg, pressekonsulent, KL. Tlf. 33 70 33 33