Hvad stiller du op, når en svær socialsag eksploderer i medierne, og den samlede presse forlanger, at du forklarer, hvordan det kunne gå så galt? Eller når du skal afskedige en fremtrædende medarbejder, der med stor sandsynlighed vil gå til pressen med sin version af sagen?
Før man har prøvet det, er det vanskeligt at forestille sig det pres, man kommer under, når medierne for alvor kaster sig over en sag. Det kan de tale med om i en række kommuner. Det er en voldsom oplevelse, der stresser både politikere og medarbejdere i en sådan grad, at det er svært at tænke en sammenhængende tanke.
Ligesom soldater under beskydning bliver talspersoner heller ikke skarpere, når krisen for alvor rammer. Når presset vokser, falder præstationsevnen tværtimod støt til træningsniveau.
Man kan kun tale med andre politikere om det her. Ingen andre forstår det pres, man er under.
Tidl. Forsvarsminister Søren Gade i TV2's 'Søren Gade - de sidste 48 timer'
Hvis du aldrig har trænet krisesituationen og ikke har et kriseberedskab at falde tilbage på, så falder de uovervejede eller ligefrem desperate kommentarer, der gør ondt meget, meget værre.
Vær beredt
Forbereder du din organisation professionelt på krisesituationen og træner din mediepræstation under pres, kan du drastisk forbedre jeres evne til at håndtere mediestormen. På KL’s krisetræningskurser træner vi realistiske krisescenarier, der tager udgangspunkt i præcis de sager, du vil kunne få. Det kan vi, fordi KL’s krisetrænere kan trække på KL’s omfattende viden om kommunernes arbejdsvilkår og udfordringer, opbygget gennem 40 år.
Samtidig giver vi jeres kriseberedskab et serviceeftersyn, så du kan være sikker på, at du er optimalt forberedt til de kriser, der altid kommer, når du mindst venter det.
Når krisen rammer
Når du før eller siden vågner op til en decideret mediekrise eller ser en lure i horisonten, er der nu også hjælp at hente. I begyndelsen af marts 2010 oprettede KL et ”rejsehold” af erfarne konsulenter fra KL’s Kontor for Kommunikation og Presse, der rykker ud med kort varsel, når det brænder på. Et rejsehold, der har hele KL-husets erfaring og ekspertise i ryggen, og som både ruster dig til stormen og hjælper dig med at ride den af.
For at høre mere om KL’s krisetræning og rejsehold, kontakt chefkonsulent Jesper Brieghel fra KL’s Kontor for Kommunikation og Presse, tlf. 2478 6147 eller jbr@kl.dk,