Så er den afsluttende erfaringsopsamling fra projektet Ungdomsuddannelse til alle klar.
Siden 2007 har 17 kommuner arbejdet intensivt med unge at besvare spørgsmålet, hvordan flere unge får en ungdomsuddannelse. Den afsluttende erfaringsopsamling, der beskriver en lang række konkrete indsatser, foreligger nu.
KL har siden 2007 haft et partnerskab om Ungdomsuddannelse til alle med Undervisningsministeriet og 17 kommuner.
I efteråret 2009 afsluttede Center for Ungdomsforskning, DPU, projektets første erfaringsopsamling. Heri beskrives de 17 kommuners erfaringer med organisatorisk forankring af en problemstilling, der i høj grad har tværgående karakter.
Nu kommer andet bud med fokus på konkrete tiltag. De 17 kommuner og deres samarbejdspartnere har bl.a. prøvet kræfter med fravær og pjæk, al-ternative overbygningsforløb og fælles psykologordninger. Og arbejdet har vist gode resultater, der kan inspirere andre.
Erfaringsopsamlingen markerer afslutningen på partnerskabet Ungdomsuddannelse til alle. Fokus på unge og uddannelse er blot steget i perioden. I 2008 dannede KL endnu et partnerskab med 22 kommuner. Også blandt de kommuner, der ikke har deltaget, er der en klar oplevelse af øget interesse ikke mindst politisk. 2/3 af de ikke-deltagende kommuner deltog i en evaluering april 2010. Heraf vurderer 87 pct., at der i dag er øget politisk interesse. 80 pct. mener, at de arbejder anderledes i dag. Endelig er det positivt at se, at 90 pct. henter inspiration fra de øvrige kommuner.
Der kan købes trykte eksemplarer hos Kommuneforlaget til kr. 70 pr stk. Bestil her:
http://www.kommuneforlaget.dk/816748