Egedal Kommune har i samarbejde med en række omegnskommuner igangsat et klimatil-pasningsprojekt, som har til formål at etablere et permanent vådområde ved Værebro Å og Roskilde Fjord.
Projektbeskrivelse
I sommeren 2007 blev mange kommuner landet over berørt af voldsomme oversvømmelser. Egedal Kommune mærkede i høj grad denne situation, da der faldt 70 mm regn inden for 20 timer. Dette gjorde klimaændringerne yderst nærværende, og kommunens beredskab arbejdede i døgndrift for at sikre huse og kældre.
Værebro Å gik over alle bredder og belastningen af kloaksystemet førte til overløbshændelser og satte samtlige jordlodder langs åen og utallige kældre under vand. Situationen fremstod dramatisk: et større antal får blev fanget i deres indhegning og druknede; alt beredskab var indkaldt til at pumpe vandet væk, og Hovedvej 6 var spærret af vandmasserne. Et stort antal slamsugere kørte i pendulfart for tømme underføringen under den pågældende bro for vand, og der gik to dage, før trafikken mod Hillerød og Roskilde igen kunne benytte hovedvejen.
Digitaliserede kort af luftfoto fra hændelsen viser, at det var omfattende områder, som var ramt. Langs hele Værebro Å var et areal på 450 ha berørt, og langs de ca. 10 km. vandløb i Egedal Kommune blev mere end 250 ha jord oversvømmet/vandmættet.
Egedal Kommune har igangsat et samarbejde med Frederikssund, Roskilde, Allerød, Furesø, Ballerup, Herlev og Gladsaxe kommuner, som også leder vand til Værebro Å. Formålet er, at finde praktiske og organisatoriske rammer for, at etablere et permanent vådområde, som i udstrækning svarer til det areal, som blev oversvømmet i juni 2007.
Proces
Værebro Å udleder til Roskilde Fjord, og kommunerne opstrøms er ved øget havvandstand derfor berørt på samme måde som de øvrige bysamfund langs fjorden.
Oversvømmelser ved Værebro Å opstår i en kombination af øget afledning fra bymæssig bebyggelse, stigende havvandstand samt hyppigere og kraftigere nedbørssituationer.
Egedal Kommunes Plan og Agenda 21 strategi 2008: Planlægning for området langs Værebro Å baseres på nationale og internationale udmeldinger om igangværende klimaændringer.
Finansiering
Projektets finansiering er endnu ikke afgjort.
Status og resultat
Udlægning af vådområdet ved Værebro Å vil sikre hus- og lodsejere og skabe miljø- og naturmæssige værdier. De vigtigste formål med projektet er klimatilpasning og opfyldelse af miljømålslovens krav om god økologisk tilstand i vandløb og søer inden 2015.
Fremvisning
Mulig efter nærmere aftale.
Kontaktperson
Navn: Jan Poulsen
Mail: jan.poulsen@egekom.dk