Indhold

30.01.18 16:00

Vigtigt med digitalt fokus fra regeringen

Vigtigt med digitalt fokus fra regeringen

Thomas Kastrup-Larsen er positiv over for regeringens nye strategi til digital vækst. Foto: KL

KL er enig med regeringen i, at Danmark skal være digital frontløber. Og der er en række spændende tiltag i den nye strategi for digital vækst, som regeringen har præsenteret i dag.

"Vi er meget tilfredse med, at regeringen sætter retningen i forhold til, hvordan vi som samfund kan imødegå de udfordringer og muligheder, der opstår i kølvandet på de teknologiske landvindinger, vi er vidne til i disse år. Den offentlige sektor har en afgørende rolle i at skabe de rette rammer – blandt andet gennem fleksibel og digitaliseringsklar lovgivning – for at udnytte de nye teknologiske muligheder, der skal sikre vækst og arbejdspladser i hele landet."

Sådan siger Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, som reaktion på, at regeringen i dag har præsenteret en ny strategi for digital vækst med i alt 38 initiativer, der skal bringe Danmark på forkant med den digitale udvikling. Regeringen har i alt afsat 1 milliard kroner til initiativerne frem mod 2025.

"Flere af initiativerne i strategien er meget relevante og spændende. Det gælder eksempelvis teknologipagten, hvor vi gerne vil i dialog med regeringen om, hvordan vi kan spille aktivt sammen om at realisere teknologipagten i hele landet. Vi er også positive over for det nye forsøg, der skal gøre os klogere på, hvordan forståelse af de nye teknologier kan blive en mere central del af elevernes dag i folkeskolen. Og så hilser vi meget velkomment, at regeringen vil styrke mobil- og bredbåndsdækningen over hele landet. Det har KL længe kæmpet for," siger Thomas Kastrup-Larsen.

Nye teknologier spiller vigtig rolle i kommunerne

KL har for nylig selv igangsat initiativet "Kommunernes teknologispring – velfærdsudvikling gennem ny teknologi", der skal skabe ny viden og grundlag for inspiration og debat i kommunerne om de nye teknologiske muligheder. Og KL drøfter meget gerne med regeringen, hvordan den digitale strategi bedst føres ud i livet.

"Teknologien er en vigtig del af kommunernes daglige opgaveløsning i både stort og småt. Det gælder i forhold til velfærdsteknologi, men også helt nye teknologier, hvor kommunerne blandt andet er i gang med projekter, der undersøger anvendelse af nye teknologier til automatiserede processer, bedre match på arbejdsmarkedet og unges uddannelsesvalg. Der er også skarpt fokus på at ruste folkeskolen til konstant at holde trit med den teknologiske udvikling."

KL's initiativ kan følges på www.kl.dk/teknologispring.

Annonce

Annonce