Indhold

18.01.18 15:27

KL's høringssvar på forslag til bekendtgørelse om ansøgningspulje til fagligt og ledelsesmæssigt kompetenceløft i dagtilbud

Socialstyrelsen har den 21. december 2017 sendt udkast til bekendtgørelse om ansøgningspulje til fagligt og ledelsesmæssigt kompetenceløft i dagtilbud for dagplejere, ledere og faglige fyrtårne i høring med høringsfrist den 24. januar 2018.

Generelle bemærkninger

KL stiller sig undrende over for, at regeringen med dagtilbudsaftalen igangsætter foreløbigt fem ansøgningspuljer og forsøg, som kommuner og dagtilbud kan ansøge om at deltage i.

KL finder den øgede brug af puljer i modstrid med de værdier, som regeringen signalerer i Sammenhængsreformsregi, hvor regeringen vil sikre mere tid til kerneopgaven og give kommunerne større muligheder for at bekæmpe bureaukratiet. Puljestyring gør ikke lokale prioriteringer muligt, hvilket begrænser den bedst mulige anvendelse af de samlede midler.

KL er særlig kritisk over for de omfattende administrative opgaver, der er forbundet med puljestyring, og som bekendtgørelsen lægger op til. Det gælder i forhold til ansøgning, indberetning af oplysninger, udbetaling af ydelser, rapportering, regnskab og revision.

KL´s bemærkninger til udkast til bekendtgørelse

KL kvitterer for, at der i Rammen for udmøntning af kompetenceudviklingsinitiativet i aftalen "Stærke Dagtilbud" lægges vægt på, at formålet med kompetenceudviklingen samlet set er at bidrage til og indgå i kommunernes løbende arbejde med kvalitets- og kompetenceudvikling generelt på dagtilbudsområdet.

Bekendtgørelsen bygger dog på en forståelse af, at der er brug for det samme kvalitetsløft i alle kommuner. Der er i praksis stor forskel på den pædagogiske indsats i kommunerne og i de enkelte dagtilbud i kommunen.

KL påpeger, at der i bekendtgørelsen og Rammen for udmøntning af kompetenceudviklingsinitiativet i aftalen "Stærke Dagtilbud" ikke er den tilstrækkelige kommunale fleksibilitet. Det betyder, at der er begrænsede muligheder for, at kommunerne selv kan designe kompetenceudviklingen med afsæt i de konkrete kommunalpolitiske strategier og den lokale viden om, hvad der skal til for at skabe en vellykket implementering af den styrkede pædagogiske læreplan og dermed et generelt løft af kvaliteten i dagtilbuddet.

KL anbefaler, at rammen i endnu højere grad giver mulighed for at anvende aktionslæring, kombineret med vejledning i praksis mv. samt at kompetenceudvikling kan gennemføres på tværs af faggrupper mv. Viden fra praksiserfaring og fra forskning viser, at den største varige effekt af kompetenceudviklingsindsatser sker, hvis indsatsen er fleksibel, koblet til daglig praksis og sker i lærende fællesskaber med kolleger.

Den smalt definerede ansøgningspulje udelukker kommunerne fra at bruge midler på de kompetenceudviklingsinitiativer, der lokalt vurderes at have den største effekt.

KL finder det positivt, at en del af puljemidlerne skal anvendes til vikardækning jf. § 7, stk. 3, og bemærker, at det vil have betydning for antallet af medarbejder, som kan deltage i kompetenceudviklingsaktiviteterne.

Det fremgår af § 7, stk. 2, at kommunerne forpligter sig på at sikre, at der både sker kompetenceløft i private og kommunale dagtilbud. KL har en klar forventning om at blive inddraget i det videre arbejde med udarbejdelse af vejledning til bekendtgørelse.