Indhold

19.12.17 09:33

Færre slipper afsted med at snyde med sociale ydelser

Færre slipper afsted med at snyde med sociale ydelser

Færre slipper afsted med at snyde med offentlige ydelser. Foto: Colourbox.com

Kommunerne opdager stadig flere sager om snyd med offentlige ydelser og forkerte udbetalinger. Det skyldes bedre værktøjer og en mere professionaliseret indsats. Indsatsen sparer kommunerne for 407 millioner kroner i 2017.

Kommunernes indsats for at forhindre snyd med sociale ydelser og forkerte udbetalinger bliver stadig mere effektiv. Det viser den seneste effektrapport på området.

Rapporten viser, at der i 1. halvår af 2017 er behandlet 11.893 sager. Fortsætter den udvikling, så vil det betyde en stigning i antal behandlede sager på 3.500 sammenlignet med 2016. Det svarer til 17 procent flere sager.

Indsatsen virker

Dermed slipper færre afsted med at snyde sig til offentlige ydelser, som de ikke har krav på. Opgjort i kroner og øre, så betyder indsatsen, at kommunerne samlet sikrer, at 407 millioner kroner ikke bliver udbetalt uretmæssigt.

"Det er rigtig godt, at vi med denne undersøgelse får syn for sagn for, at kommunernes indsats mod snyd med sociale ydelser virker. Det er uacceptabelt at tilegne sig offentlige midler, som man ikke er berettiget til, for det er penge, som går fra vores alles velfærd. Derfor skal snyderne også vide, at det bliver opdaget, og at kommunerne kontrollerer grundigt," siger formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg Thomas Kastrup-Larsen.

Der har i de senere år været stort fokus på snyd med sociale ydelser. Det har fået KL og kommunerne til at arbejde med flere og bedre værktøjer, som for eksempel registersamkøring i samarbejde med Den Fælles Dataenhed, hvor forskellige myndigheders data via en automatiseret proces sammenkøres og dermed kan få alarmklokkerne til at ringe, hvis noget ikke stemmer. I 2015 begyndte kommunerne at bruge systemet, og nu kommer 25 procent af alle kontrolsager fra registersamkøring i Den Fælles Dataenhed.

Lokalkendskab og internt samarbejde er afgørende

Selvom der sker en stor stigning i antallet af registersamkørte sager fra Den Fælles Dataenhed, så er det dog fortsat lokalkendskab og et velfungerende samarbejde internt i kommunen, som er afgørende for en effektiv kontrolindsats. 48 procent af sagerne opstår således internt i kommunen. Enten fra kontrolenheden selv eller fra andre forvaltninger eller institutioner. Disse sager tegner sig for 63 procent af den samlede økonomiske effekt. Det er en lille nedgang i forhold til 2016, hvor 65 procent af sagerne kom fra kommunen.

"Det er positivt, at kommunerne i højere grad end tidligere bruger flere forskellige værktøjer til at forhindre snyd og forkerte udbetalinger, men vi kan stadig blive bedre. Jeg tror fx, der er et stort potentiale i at arbejde tættere sammen med SKAT, politiet og STAR. Vi kan se, at det er meget få sager, som kommer herfra, men til gengæld er de gode og giver store afledte besparelser. Det er noget, vi gerne vil arbejde videre med," siger Thomas Kastrup Larsen.

Det er især bopælsforhold og sager om civil status, som fylder i statistikken. De tegner sig for hhv. 26 og 24 procent af sagerne.

Fakta:

  • I økonomiaftalen 2016 indgik regeringen og KL en aftale om at dokumentere udviklingen i kommunernes kontrolindsats på kontroltrin 3 (den dybdegående kontrol) gennem halvårlige effektmålinger.
  • Den seneste effektmåling er den tredje på området.
  • Kommunerne har igennem de seneste par år registreres i et fælles dokumentationsredskab. KL arbejder fortsat videre i samarbejde med kommunerne og Udbetaling Danmark med at udvikle redskaber til at understøtte kontrolindsatsen i kommunerne.
  • 88 kommuner har registreret i KL’s redskab og efterfølgende indsendt udvalgte informationer til KL for 1. halvår 2017.

 

Annonce

Annonce