De knappe økonomiske ressourcer bør fremover investeres i det nære sundhedsvæsen, skriver KL's formand Jan Trøjborg og Henrik Dibbern, formand for Praktiserende Lægers Organisation i et debatindlæg i Jyllands-Posten.
Af Jan Trøjborg, formand for KL og Henrik Dibbern, formand for Praktiserende Lægers Organisation
I de seneste ti år har politikerne på Christiansborg brugt stort set alle ressourcer i sundhedsvæsenet på at centralisere strukturen på sygehusene og udbygge kapaciteten i den højt specialiserede behandling. Der er blevet afsat 41,4 milliarder kroner til at bygge nye sygehuse, og der er blevet ansat 3.727 flere læger på sygehusene fra 2001-2010. Det har givet mange flere behandlinger og kortere ventetider. Men prioriteringen har desværre også efterladt en skævhed i sundhedsvæsenet.
I samme periode er der nemlig ikke blevet investeret mærkbart i de nære sundhedstilbud. Til eksempel er der blot kommet 64 flere praktiserende læger i perioden. Politikerne har dermed underprioriteret de dele af sundhedsvæsenet, som særligt fremmer den generelle sundhed i samfundet. Det er en opgave, som især løftes af almen praksis og kommunerne.
I de kommende år vil det nære sundhedsvæsen komme til at løfte flere opgaver i takt med, at sygehusene bliver samlet på færre, større og mere specialiserede enheder. Der bliver længere til sygehusene, og de kommer ikke til at tage sig af de mindre komplicerede opgaver i samme grad som tidligere. I fremtiden vil en langt større del af disse opgaver skulle varetages i nærmiljøet og i folks eget hjem.
En satsning på det nære sundhedsvæsen er sund fornuft. I følge den anerkendte amerikanske professor Barbara Starfield er konklusionen klar: Befolkningens sundhedstilstand er bedst i lande med et veludviklet nært sundhedsvæsen.
I en situation, hvor landet befinder sig i en økonomisk krise, bør politikerne på Christiansborg også planlægge indsatsen i sundhedsvæsenet ud fra, hvad der skaber mest sundhed for pengene. De knappe økonomiske ressourcer bør derfor fremover investeres i det nære sundhedsvæsen, og rigtig mange opgaver kan løses effektivt og billigt i det nære sundhedsvæsen
Konkret vil vi gerne pege på fire områder, som det er oplagt at prioritere fremover.
For det første er der en stigende gruppe patienter med kroniske sygdomme. Vi foreslår, at der arbejdes mere med telemedicinske løsninger og med patientuddannelse, så patienter med kroniske sygdomme kan blive behandlet tættest muligt på eget hjem.
For det andet er der brug for, at der sker et løft af indsatsen for ældre medicinske patienter. Målet må være, at så mange som muligt kan modtage den nødvendige behandling og pleje uden for sygehusene. Det skal ske i et tæt samspil mellem almen praksis og kommunerne. Der er bl.a. brug for at få bedre styr på medicinen til borgere, der modtager mange lægemidler, og for at sikre lægelig bistand til nye kommunale akuttilbud.
For det tredje vil vi foreslå, at regeringen også fremover satser målrettet på at etablere nye sundhedshuse, som både kan rumme almen praksis og andre sundhedstilbud. Herunder ikke mindst de kommunale.
Endelig for det fjerde kommer vi ikke uden om, at der eksisterer en social ulighed i sundhed, der rammer de socialt udsatte grupper hårdt. Der skal derfor gøres en langt større indsats for de sundhedsmæssigt udsatte grupper, så vi kan få mindsket den sociale ulighed i sundhed. Vi foreslår derfor konkret, at der tilrettelægges målrettede projekter i et tæt samarbejde mellem den enkelte kommune og egen læge.
Både kommunerne og de praktiserende læger er klar til at samarbejde for at skabe et nært sundhedsvæsen af høj kvalitet. Men vi vil også komme med en klar opfordring til, at det nære sundhedsvæsen prioriteres fra centralt hold. Det er der både god kvalitet og økonomi i.
***
Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten 9. februar 2012