Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

22.02.12 14:30

Færre fald i Varde Kommune

Italesættelsen af fald blandt plejepersonalet i Varde Kommune har ført til færre faldulykker!

De ældre borgere i Varde Kommune får besøg af to faldforebyggelseskonsulenter – en sygeplejerske og en terapeut, der er uddannet i sundhedspædagogik. Konsulenterne sætter fokus på essentielle hverdagsindikatorer, der gør dem i stand til at opspore borgere og forebygge potentielle faldulykker, som forårsages af f.eks. manglende bevægelse, tab af muskelmasse, kronisk sygdom og nedsat syn. Der er fokus på borgere i eget hjem.

For borgeren betyder det, at denne får nogle redskaber til at undgå fald. Det giver en mere tryg hverdag, hvilket sætter gang i en positiv spiral, hvor faren for helbredsskadelige ulykker nedsættes.

Projekt Faldforebyggelse har resulteret i, at det samlede antal fald på Varde Kommunes plejecentre er blevet reduceret med 11 pct. Antallet af borgere, der falder på kommunens plejecentre er blevet reduceret med 20 pct. Det betyder færre indlæggelser og genoptræningsforløb til gavn for borgerne og kommunens økonomi.

Projekt Faldforebyggelse har samtidig styrket samarbejdet på tværs af fagområder, bl.a. har den fælles undervisning på tværs af faggrænser resulteret i et fælles sprog, når der tales om fald og faldforebyggelse.

Projekt Faldforebyggelse i Varde Kommune har fået bevilliget midler fra Socialministeriets ”Pulje til udvikling af bedre ældrepleje”. Varde Kommune har ligeledes medfinansieret, samt stillet en projektsekretær til rådighed.

Kontaktperson: Ragnhild Rabjerg Madsen, Virksomhedsleder i Sygeplejen og Projektleder for Projekt Faldforebyggelse, Tlf.: 79 94 62 33, e-mail: rarm@varde.dk

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes