Konference for direktionsmedlemmer i Bella Centeret den 20. og 21. april 2010.
Fra ord til handling!
Det var signalet fra direktionsmedlemmerne på Kvalitetskonferencen i 2009. Det Fælleskommunale Kvalitetsprojekt skulle følges op af en fælles indsats.
Kommunernes kvalitetsarbejde viser, at der i høj grad er sat handling bag ordene. Og samtidig står en række af kvalitetsprojektets resultater centralt i udmøntningen af de statslige initiativer til kvalitetsudvikling.
Kommunerne fastholder den offensive kvalitetsdagsorden, der blev sat med kvalitetsprojektet. Men det er en dagsorden, der hele tiden udvikler sig.
Den økonomiske krise sætter nye rammer for kommunerne, og det vil præge hele den valgperiode, kommuner lige har taget fat på. Når man læser regeringens nye program for genopretning af dansk økonomi er der ingen tvivl om, at det vil få konsekvenser dybt ind i de kommunale kerneydelser.
Stigende krav til effektiv drift og opgaveløsningens kvalitet gør det nødvendigt at overveje potentialet i mere forpligtende samarbejder på tværs af kommunegrænserne. Det illustrerer sagen om objektiv sagsbehandling.
Derfor stiller årets direktionskonference skarpt på en række af de temaer, hvor udvikling af kvalitet og effektivitet nødvendiggør en koordineret kommunal indsats – eksempelvis en fælleskommunal digitaliseringsstrategi.
Konferencen er tilrettelagt med henblik på, at direktionerne afslutningsvis drøfter en række fælleskommunale mål og indsatser af forpligtende karakter på udvalgte områder.
Programmet er aftalt i styregruppen for Det Fælleskommunale Kvalitetsprojekt, hvor bl.a. formændene for de fire kommunale chefforeninger deltager.
Tilmeld dig her