Det enkelte menneske skal i centrum i fremtidens psykiatri, hvis vi skal blive bedre i stand til at hjælpe mennesker med psykisk sårbarhed tilbage på sporet. I den sammenhæng er det ikke nok at skabe flere sengepladser – også den sociale psykiatri skal i højsædet, skriver Poul Nyrup Rasmussen og Jan Trøjborg i fælles kronik.
Af Poul Nyrup Rasmussen, formand for Foreningen Det Sociale Netværk og fhv. statsminister, og Jan Trøjborg, formand for KL og borgmester i Horsens
Hjælp til selvhjælp er grundstenen i fremtidens psykiatri, når vi skal hjælpe mennesker med psykisk sårbarhed tilbage på sporet. På det socialpsykiatriske tilbud, Slotsvænget i Lyngby-Taarbæk Kommune, er medarbejderne trænede i at understøtte det, de selv kalder for en menneskelig opblomstring. Her giver de mennesker med psykiske lidelser hjælp til selvhjælp.
Det seneste år har Slotsvænget – som en af otte forsøgskommuner − haft et akuttilbud, hvor man kan henvende sig, hvis man får en akut psykisk krise. Det kan være, hvis hverdagen pludselig holder op med at hænge sammen, hvis uddannelsen bliver uoverskuelig, eller hvis tanker om selvmord opstår eller tager overhånd.
På Slotsvænget er målsætningen, at et vellykket besøg i Akuttilbuddet vil kunne forebygge en (gen-)indlæggelse i behandlingspsykiatrien og tilbagefald efter endt behandling. Her kan man døgnet rundt møde op, eventuelt få tilbudt en seng at sove i og samtidig få snakket situationen igennem med en af medarbejderne.
Man kan få hjælp til at sætte gang i en plan, der skal bane vejen mod et netværk, en bolig, mad på bordet og en følelse af kontrol. Man kan få redskaber til at tackle uroen i kroppen. Man kan få en hånd at holde fast i. Psykisk førstehjælp kalder de det.
Hele grundfilosofien med akuttilbuddene er, at de umiddelbart uforståelige og skræmmende psykiske fænomener kan være helt normale reaktioner på et voldsomt pres eller en ubærlig situation, at det kan hjælpe at finde en forklaring på, hvad der sker, og at det kan være en god ide at blive i sit nærmiljø, sammen med sine nærmeste og i kontakt med sit uddannelses- eller arbejdsliv parallelt med, at man prøver at få styr på situationen igen.
Slotsvænget tilbyder den nære hjælp tilrettelagt efter den enkeltes behov. Og Slotsvænget er et glimrende eksempel på, hvordan den nære psykiatri er vigtig i arbejdet med sindslidende. For det at blive ramt af en psykisk lidelse har både store omkostninger for den enkelte og for dennes familie og netværk.
Heldigvis er vi blevet meget klogere på, at selv mennesker med alvorlige psykiske problemer kan komme sig. Vi skal gøre op med tankegangen om ’en gang psykisk syg – altid psykisk syg’. Vi ved i dag, at mange bliver raske, og at en tidlig og lokalt forankret indsats øger mulighederne for at komme helt ovenpå igen.
Derfor har vi også – både i Foreningen Det Sociale Netværk og i KL – med stor glæde noteret os, at den nye regering vil prioritere det psykiatriske område og udbygge den nære psykiatri. For os er socialpsykiatrien i kommunerne i tæt samarbejde med fx de frivillige foreninger i Det Sociale Netværk helt essentielt, hvis mennesker med psykiske lidelser skal sikres ordentlige forhold.
Når psykiatrien er til debat, tales der ofte kun om antallet af sengepladser. Men flere sengepladser gør det ikke alene. Det er i høj grad den nære psykiatri, hvor ikke kun distriktspsykiatrien, men også kommunerne spiller en væsentlig rolle, der kan bidrage til at sikre, at mennesker med psykiske lidelser ikke marginaliseres, men inkluderes i samfundslivet på lige vilkår med andre.
Det kræver, at vi har fleksible kommunale støttesystemer, der kan hjælpe med det, der er behov for – og trække sig igen, når behovet ikke længere er der.
Fremtidens psykiatriindsats skal basere sig på en recovery-tilgang som fx på Slotsvænget, der sætter fokus på den enkelte og dennes mulighed for at få et meningsfuldt liv med job, familie, egen bolig og netværk. Det er et vigtigt fokus for både den enkelte selv, dennes omgangskreds og alle kommunerne.
De senere år er der sket en stor stigning i antallet af mennesker med psykiske problemstillinger. Fra 2000-2008 er antallet af psykiatriske patienter i behandling steget med godt 40 procent ifølge en undersøgelse fra Dansk Sundhedsinstitut fra 2011. Mange af disse er ramt af angst eller depression.
En anden stor gruppe, som er vokset markant, er mennesker, der både har en psykisk lidelse og et misbrug. I samme periode er antallet af personer, som får førtidspension på grund af en psykisk lidelse, steget med 79 procent.
Tallene viser helt tydeligt, at der er behov for handling og fokus på området − og ikke mindst på den nære psykiatri.
Unge i fokus
Et område, som særligt fortjener opmærksomhed, er de psykisk sårbare unge. Erfaringerne viser, at ungdommen er en sårbar periode, hvor problemerne kan udvikle sig til alvorlige psykiske lidelser, hvis ikke der bliver taget hånd om dem. Vi ved, at mindst én person i gymnasieklasserne har forsøgt at tage sit eget liv. Og vi ved, at hver sjette unge pige har skadet sig selv.
Tal fra WHO viser, at halvdelen af alle psykiske lidelser starter ved 14-års alderen, og at 75 procent af de, der bliver ramt, er syge inden deres 25. år.
Lige nu er der 20 procent af en ungdomsårgang, som ikke får en ungdomsuddannelse, og samtidig er ungdomsarbejdsløsheden stigende. I begge grupper er der en stor overrepræsentation af psykisk sårbare, som med den rette støtte, hjælp og behandling vil kunne bidrage til samfundet.
Der er desværre for lidt viden om, hvad der skal til for at bryde barriererne, og derfor er det helt afgørende, at vi opruster på området. Det skal både ske ved øget forskning, men også ved at de eksisterende støtteordninger styrkes og via udbredelse af viden herom til studerende, vejledere på uddannelsesinstitutionerne, kommunale sagsbehandlere og så videre.
Den nye socialdemokratiske beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har for ganske nylig i denne avis lovet en reform af førtidspensionen, hvor der bl.a. bremses op for, at unge under 35 år kommer på førtidspension. Unge kontanthjælpsmodtagere skal i ordinær uddannelse, siger ministeren, og den melding er helt på linje med KL’s reformønsker og tænkningen i Foreningen Det Sociale Netværk.
Der skal naturligvis støttes op om de unge, der ikke umiddelbart er i stand til at gennemføre en uddannelse eller varetage et arbejde. Kommunerne er optagede af at få den tværgående ungeindsats til at fungere, så alle i kommunen og uden for kommunen arbejder sammen om at skabe de bedste muligheder for de unge.
Det er nødvendigt, at lovgivningen i højere grad understøtter en sammenhængende indsats for de svageste unge. Fx er det uhensigtsmæssigt, at der er et lovbestemt krav om en organisatorisk opdeling mellem beskæftigelsesindsats og kommunens øvrige virksomhed, når kommunen fx skal hjælpe de psykiske sårbare unge videre i uddannelse eller job.
Et rigtig godt eksempel på en tværgående ungeindsats, er Ringsted Kommunes ungeenhed for borgere mellem 15 og 25 år. Her har kommunen samlet 17 ungemedarbejdere fra diverse afdelinger i en enkelt enhed. Hermed sikres, at de unge kun har én indgang til kommunen. Det kommer både de unge, uddannelsessteder, virksomheder og medarbejdere til gode. Ungeenheden skal være for alle kommunens unge, ligegyldigt hvilke problemer de har.
Vi risikerer at svigte de unge mennesker, hvis ikke vi handler nu og bl.a. reformerer det nuværende system. Jobcentrene har brug for råderum og frihedsgrader til at finde den løsning, der er bedst for den enkelte unge. Det hverken kan eller skal bestemmes fra Christiansborg.
Derfor hilser vi det også velkommen, at ministeren er klar til at fjerne de nuværende forskelle på, at fx virksomhedsrettet aktivering giver mere refusion end at sende den ledige i uddannelse. Det skævvrider indsatsen, og det har hverken de unge eller jobcentrene brug for.
Misforstå os ikke. Der vil fortsat være unge, som har brug for en førtidspension. Men det centrale er, hvorfor det overhovedet er kommet så langt, at dette er den sidste mulighed. Det er processen for den unges vej, vi skal have ændret.
I Australien har de haft succes med at få de unge tilbage på sporet med en national strategi på ungeområdet. Baggrunden for den nationale strategi var en situation, der har meget til fælles med, hvad vi kender i Danmark. Omkring 20 procent fik ikke en ungdomsuddannelse, der var en relativ høj selvmordsrate, og mange unge havde misbrugs- og psykiske problemer.
Projektet Headspace er et led i den strategi, der skal revolutionere indsatsen over for de sårbare unge. I Headspace skal man ikke gennemgå diverse tests eller have en psykiatrisk diagnose for at få hjælp. I stedet er døre, telefonlinjer og online-hjælp åbne for alle unge mellem 12 – 25 år, som har brug for hjælp.
De unge får en umiddelbar håndsrækning, som tager afsæt i, hvad de hver især har brug for, og på den måde virker Headspace som et supplement til de systemer, der allerede eksisterer. Det kan vi lære af herhjemme. Ingen skal føle sig uønsket, og ingen er alene med deres problemer.
Headspace viser en retning i forhold til at bygge bro mellem de forskellige aktører til gavn for den enkelte unge borger. Vi skal og må bygge bro mellem social- og hospitalspsykiatrien, men også sørge for, at der er en bro inden for de enkelte systemer, så ansvaret ikke hele tiden havner på den enkelte unges skuldre. Når nu vi ved, at en tidlig indsats over for unge er den største sandsynlighed for at få dem tilbage på sporet, så må vi også løfte det ansvar.
Sundhed i centrum
Psykisk lidelse er en hyppig årsag til, at mennesker i Danmark må forlade eller aldrig kommer ind på arbejdsmarkedet. En del af forklaringen skal findes i fordomme, tabuer og uvidenhed over for psykiske lidelser. Undersøgelser fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, pegede i 2010 på, at danskerne generelt er langt mere forbeholdne over for at have en kollega med en psykisk end en fysisk lidelse.
Det er vigtigt at huske, at beskæftigelse og uddannelse også er afgørende midler til at få det bedre. Det er en forkert tilgang at tænke ’først rask og så job/uddannelse’. Der er mange penge at spare for kommunerne og samfundet, hvis vi formår at knytte helbreds- og beskæftigelsesindsatsen for psykisk sårbare sammen i integrerede korte forløb.
Borgerne bliver hurtigere raske, kommer hurtigere i job eller uddannelse og antallet af tilbagefald begrænses. Beskæftigelse og uddannelse bør derfor medtages fra starten i en sammenhængende og kombineret behandlingsindsats.
Der bør derfor også sættes ekstra turbo på det rummelige arbejdsmarked og psykisk sårbares muligheder for at have et arbejdsliv enten som ordinær eller støttet beskæftigelse. Beskæftigelse bidrager ikke kun til selvforsørgelse, men styrker også den enkeltes identitet. Derudover giver det gode muligheder for at opbygge et socialt netværk.
I Horsens er Cafe Den Hvide Hest et glimrende eksempel på, hvordan vi kan inddrage mennesker med psykiske lidelser og udnytte deres potentialer og ressourcer. Cafeen er en selvejende institution med medarbejdere, som har psykiatriske diagnoser. Alt i alt en rummelig arbejdsplads, der giver både selvforsørgelse, netværk og selvværd. Det arbejde kan vi være stolte af.
Men udfordringerne rækker længere end uddannelse og beskæftigelse. Et nordisk forskningsprojekt har påvist, at borgere med psykiske lidelser lever 15-20 år kortere end gennemsnitsdanskerne. Brugen af medicin er en væsentlig del af årsagen, herunder også at borgernes symptomer ikke altid bliver taget alvorligt i behandlingssystemet.
En anden væsentlig årsag er, at borgere med psykiske lidelser ofte er præget af en usund livsstil – nogen gange som et resultat af medicinens sløvende virkning og den øgede risiko for vægtøgning. Samtidig ved vi, at sund kost og fysisk aktivitet har en positiv indflydelse på udviklingen i recovery-processen for borgere med psykiske lidelser.
Der bør derfor arbejdes målrettet med at udvikle forebyggelses- og sundhedsfremmende tilbud til borgere med psykiske lidelser. Det kan med fordel ske som en del af de almindelige idrætsforeningers tilbud, så mennesker med psykiske lidelser ikke kun får mulighed for et sundere liv, men også får mulighed for at deltage i aktiviteter i deres lokalsamfund.
Der er således nok at tage fat på, og ovenstående er blot et udpluk af de indsatsområder, vi kan pege på, når vi taler fremtidens nære psykiatri. Vi ser frem til at trække i arbejdstøjet sammen med den nye regering for i fællesskab at styrke den nære psykiatri-indsats til glæde for psykisk sårbare borgere i Danmark.
*************************************************************************
Kronikken er bragt i Politiken i dag, den 3. november.