Regeringen har den 27. januar 2010 sammen med forligspartierne aftalt en ny model for madordninger i daginstitutioner. Aftalepapiret kan læses her. Den nye model indebærer, at kommunen fortsat skal tilbyde et sundt frokostmåltid i alle daginstitutioner. Den enkelte daginstitution kan på baggrund af en beslutning i forældrebestyrelsen fravælge det fælles frokostmåltid. Der er fortsat mange uafklarede spørgsmål i forlængelse af aftalen. KL er løbende i dialog med Indenrigs- og Socialministeriet om afklaring af de spørgsmål, som aftalen afføder.
Ændringen af madordningerne skal ske via en ændring af dagtilbudsloven. Indenrigs- og Socialministeriet oplyser, at det forventes, at loven fremsættes i Folketinget i begyndelsen af april 2010. Loven forventes vedtaget i slutningen af maj eller starten af juni 2010.
Senest den 1. august 2011 skal kommunen kunne tilbyde alle børn i daginstitutioner et sundt frokostmåltid. Den nye model indebærer generelt, at den enkelte daginstitution på baggrund af en beslutning i forældrebestyrelsen kan fravælge det fælles frokostmåltid. Minimum hvert andet år skal kommunen give forældrebestyrelsen mulighed for at fravælge kommunens tilbud. Hvis en forældrebestyrelse fravælger ordningen, skal den ophøre senest seks måneder efter beslutningen.
Der indføres en særlig overgangsordning. Den konkrete ordning kendes endnu ikke, men afventer nærmere afklaring.
Det forventes, at overgangsordningen indebærer, at
• I daginstitutioner, hvor der er indført et sundt frokostmåltid ved lovens vedtagelse, skal forældrene senest 1. januar 2011 have mulighed for at tilkendegive, om de ønsker at fravælge madordningen. I de institutioner, hvor madordningen fravælges, skal den være ophørt senest 1. juli 2011.
• I daginstitutioner, hvor der ved lovens vedtagelse endnu ikke er indført et sundt frokostmåltid, kan kommunen fra lovens vedtagelse og frem til 1. august 2011 løbende indføre dette. I samme periode har de enkelte institutioner mulighed for at fravælge indførelse af ordningen ved en forældrebeslutning.
Den 1. januar 2011 træder en ny finansieringsmodel i kraft. Forældrenes betaling sænkes fra maksimalt 30 procent til maksimalt 25 procent af udgifterne for en plads i en daginstitution. Herudover kan forældre, hvis børn går i en institution, der tilbyder frokost, opkræves en særlig madtakst, der dækker kommunens udgifter til frokost.
De økonomiske konsekvenser for kommunerne er fortsat uafklarede. Det forventes, at de økonomiske konsekvenser forhandles med KL i forbindelse med fremsættelse af lovforslaget og senest som led i de økonomiske forhandlinger mellem regeringen og KL i juni 2010.
Link til forligspartiernes aftaletekst findes til højre på denne side.
Både Indenrigs- og Socialministeriet og KL får i øjeblikket en række henvendelser om blandt andet håndtering af indgåede kontrakter, økonomien i ordningen, forældrebestyrelsens til- og fravalg af ordningen, håndtering af uenighed i forældrebestyrelse og blandt forældrene, finansiering af friplads og søskendetilskud osv. Flere elementer forventes først afklaret i forbindelse med fremsættelse af lovforslaget.