Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

05.05.09 10:58

Ændret den 31.05.09

Møde i projekt Udsatte børn i dagtilbud d. 16. april 2009

Den 16. april 2009 blev det 6. møde i projektgruppen afholdt i KL-huset. Det overordnede tema for mødet var spørgeskemaundersøgelsen og den kvantitative indikatorundersøgelse, som de ti deltagende kommuner og KL gennemførte primo 2009.

Dagen blev brugt til at vende og dreje resultaterne fra de to undersøgelser, som kommunerne og KL har brugt mange måneder på at udarbejde og gennemføre. Formiddagen blev brugt på at gennemgå de mange interessante data, som gav anledning til både undren, begejstring og diskussion.

Bent Madsen - chefkonsulent ved Nationalt Videnscenter for Inklusion og Eksklusion (NVIE) - holdt et inspirerende oplæg med udgangspunkt i resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen. Han konkluderede bl.a. at undersøgelsen havde dannet ny viden på området, og derfor var meget værdifuld. Samtidig glædede han sig til at følge projektet og se runde 2, hvor de ti kommuner igen til marts-april 2010 gennemfører de to undersøgelser.

Bent Madsen fremhævede, at det var overraskende, at det pædagogiske personale i høj grad mente, at de var godt rustede til arbejdet med udsatte børn. Det er en fortælling, der går imod den ofte berettede historie om, at pædagoger ikke har tilstrækkelige kompetencer på dette område. Den positive historie kom også til udtryk i det store antal af forskellige metoder, som blev anvendt i det konkrete arbejde med inklusion. Dog påpegede Bent Madsen, at en pædagogisk metode ikke kan stå alene, men kun får sin mening i sammenhæng med institutionens/ kommunens pædagogiske mål, teori, børnesyn og værdier (fx inklusion, deltagelse, demokrati).

Eftermiddagen blev brugt til tværkommunale drøftelser med udgangspunkt i de resultater, der gav størst anledning til undren og refleksion hos den enkelte kommune - samt hvilke ting, man ville gå hjem og arbejde videre med.

Et pluk fra eftermiddagens drøftelser:

  • Tværfagligt samarbejde – fortsat stort fokusområde ift. kommunikation, forventningsafstemning mv. Bl.a. drøftelse af opkvalificering af tværfaglige teams ud i første led. Der var også interesse for at høre de tværfaglige parter om deres oplevelse af samarbejdet med dagtilbuddene

  • Støtte til det enkelte barn ift. støtte af barnet i gruppen/fællesskabet

  • Pædagogiske læreplaner og mål for arbejdet med udsatte børn

  • Underretninger og ansøgninger om støtte – kigge nærmere på egen kommunes mønster ift. hvornår der fx er mange underretninger: tidligt i vuggestue/børnehave eller i 0-3 klasse

  • Dokumentation - forskellen mellem personlige holdninger og empiriske data/konkrete observationer er vigtig

Find spørgeskemaet i menuen til højre.

Yderligere materiale

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes