Indhold

15.11.17 11:05

Godt udspil til forenkling af beskæftigelsesindsatsen

Godt udspil til forenkling af beskæftigelsesindsatsen

KL-udvalgsformand Thomas Kastrup-Larsen tager meget positivt imod regeringens udspil til forenkling af beskæftigelsesindsatsen. Foto: KL

KL tager meget positivt imod regeringens udspil om forenkling af beskæftigelsesindsatsen. Udspillet kan give en langt mere målrettet indsats til gavn for virksomhederne og ikke mindst de ledige.

"KL vil gerne kvittere for regeringens udspil. Det rummer mange positive elementer, som – hvis det bliver gennemført – vil give kommunerne og medarbejderne i jobcentrene et bedre grundlag for at yde en målrettet indsats til gavn for virksomhederne og ikke mindst de ledige. Det er godt, at kommunerne i højere grad selv kan prioritere indsatsen med fokus på, at de ledige kommer i arbejde."

Sådan siger Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, som reaktion på det udspil til forenkling af beskæftigelseslovgivningen, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og innovationsminister Sophie Løhde (V) har fremlagt i dag.

Nu skal det være

KL har igennem længere tid ønsket en gennemgribende forenkling af reglerne på beskæftigelsesområdet, der med tiden har udviklet sig til en jungle, som både borgere, virksomheder og de kommunale medarbejdere har svært ved at overskue og finde rundt i. Og Thomas Kastrup-Larsen glæder sig over, at regeringens udspil tager afsæt i mange af de forslag, som KL sendte til beskæftigelsesministeren i april:

"Nu håber jeg meget, at der på baggrund af regeringens udspil kan indgås en aftale i Folketinget, så de gode intentioner kan blive til virkelighed. Vi har nu en unik mulighed for at forenkle et område, som både kommuner, virksomheder og ledige oplever som meget bureaukratisk. Og jeg kan godt garantere, at KL fortsat vil presse på for, at vi denne gang lykkes med en ambitiøs forenkling af beskæftigelsesindsatsen."

Thomas Kastrup-Larsen er enig med regeringen i, at der er et potentiale for at frigøre nogle økonomiske ressourcer ved hjælp af ambitiøs forenkling af lovgivningen. Men det kræver en nærstudering af udspillet og en drøftelse med regeringen, før KL kan vurdere det præcise omfang.

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce