Indhold

06.07.17 16:39

Flere grundforløb på erhvervsuddannelser med svag uddannelsesdækning

På baggrund af Aftale om vækst og udvikling i hele Danmark af 9. februar 2016 igangsætter Ministeriet for Børn, Uddannelse og Ligestilling nu to forsøg på erhvervsuddannelsesområdet.

Det ene er en forsøgsordning om oprettelse af grundforløbsafdelinger på erhvervsuddannelser med svag uddannelsesdækning i perioden 2017- 2022. Det andet er en parallel forsøgsordning om indkvartering på kostafdelinger under erhvervsuddannelsen, som gennemføres i perioden 2017-2019. Ansøgningsfristen for erhvervsskolerne er for begge forsøg den 8. september 2017.

Det er erhvervsskolerne, der kan søge om tilskud til etableringsomkostninger forbundet med oprettelsen af nye grundforløbsafdelinger samt til indkvartering på kostafdelinger under erhvervspraktik. Kommunernes engagement i forsøgsordningerne kan ske gennem kontakt til deres lokale erhvervsskole. 

Forsøg med oprettelse af grundforløbsafdelinger på erhvervsuddannelserne

Formålet med forsøgsordningen er at mindske afstanden mellem udbuddet af erhvervsuddannelser ved at lade erhvervsskolerne etablere flere grundforløbsafdelinger i områder med svag uddannelsesdækning. Forsøgsordningen sigter på at nå gruppen af de mindst mobile unge og er derfor afgrænset til udbud af grundforløbets 1. del inden for et eller flere hovedområder. Med henblik på at sikre en faglig bredde i hovedområder lægges der op til, at flere erhvervsskoler kan samarbejde om én forsøgsansøgning. For kommunalbestyrelser i områder med svag uddannelsesdækning kan forsøget ses som et led i at sikre virksomheder tilstrækkelig med fremtidig arbejdskraft.

Forsøg med tilskud til indkvartering på kostafdelinger under praktik i tyndt befolkede områder

Formålet med forsøgsordningen er at give virksomheder i landdistrikterne bedre muligheder for at tiltrække elever. Skoler der samarbejder med virksomheder i tyndt befolkede områder gives nu mulighed for at lade eleverne bo på en eksisterende kostafdeling under praktikken med tilskud. Erhvervsskoler og andre udbydere af erhvervsuddannelser med kostafdelinger kan søge om deltagelse i forsøget, hvor elever med uddannelsesaftale med en virksomhed i et landdistrikt kan bo på eksisterende kostafdelinger.

Forsøget gennemføres i perioden 2017-2019, og der er afsat en pulje på i alt 20 mio. kr. til forsøget. Der er med puljen mulighed for at yde tilskud til i alt ca. 500 kostårselever omfattet af forsøgt. Skolen skal som ansøger kunne begrunde, at udbuddet placeres på en eksisterende kostafdeling i et tyndt befolket område under hensyn til ét eller flere af følgende kriterier:

  • Lav befolkningstæthed
  • Lav befolkningstilvækst i målgruppen.
  • Lav andel af befolkning i bymæssig bebyggelse.

I boksen nederst på denne side, kan du finde Undervisningsministeriets udmeldingsbreve om begge forsøgsordninger, hvori retningslinjerne for deltagelse i forsøgene specificeres. Du finder desuden ansøgningsskemaer til både forsøget med oprettelse af grundforløbsafdelinger og forsøget med indkvartering på kostafdelinger under praktik i erhvervsuddannelserne.

Annonce

Annonce

Annonce