Indhold

05.11.15 06:00

Mere arbejdskraft skal sikre vækst og velfærd

Mere arbejdskraft skal sikre vækst og velfærd

KL offentliggør i dag et udspil, der skal sikre, at vi kan skaffe tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft fremover. Foto: Colourbox.com

KL offentliggør i dag et udspil med en række bud på, hvordan vi sikrer tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft fremover.

”De kommunale jobcentre oplever, at det på en række områder er blevet vanskeligt at skaffe arbejdskraft. Det er bekymrende, fordi kvalificeret arbejdskraft er en afgørende forudsætning for vækst og velfærd i vores samfund. Derfor må vi handle nu med langsigtede bud på, hvordan vi sikrer adgang til kvalificeret arbejdskraft fremover.”

Sådan begrunder Jacob Bundsgaard, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, hvorfor KL i dag offentliggør udspillet ”Mere arbejdskraft – kvalificeret arbejdskraft skal sikre vækst og velfærd” i forbindelse med KL’s jobCAMP i Aalborg.

KL peger på, at der er behov for nye tiltag inden for et bredt felt af politikområder, hvis udfordringen med at skaffe kvalificeret arbejdskraft skal løses. Og i udspillet kommer KL derfor med anbefalinger til initiativer inden for en lang række temaer.

”Vi anbefaler blandt andet, at regeringen bør målrette 10. klasse mere mod erhvervsuddannelserne. Vi peger også på behovet for, at alle dele af arbejdsmarkedet bliver bedre til at tage imod personer, som ikke 100 procent kan leve op til kravene i et almindeligt job,” siger Jacob Bundsgaard.

KL anbefaler også en ydelsesreform, som skal harmonisere den jungle af ydelser og satser, som der eksisterer i dag, og samtidig sikre, at alle ledige har de rette økonomiske incitamenter til at komme i uddannelse eller job. KL mener også, at der bør være et tættere geografisk udbud af tekniske erhvervsuddannelser, så det sikres, at der er tilstrækkeligt med faglært arbejdskraft i alle dele af landet. Og samtidig kommer KL med en række anbefalinger til, hvordan flygtninge i højere grad kan komme til at bidrage på arbejdsmarkedet.

Nogle af KL’s anbefalinger kræver lovændringer, mens andre i princippet kan gennemføres inden for de gældende rammer. Men Jacob Bundsgaard pointerer, at det under alle omstændigheder er vigtigt med et fælles udgangspunkt for indsatsen:

”Det er afgørende, at både regeringen, Folketinget, kommuner, virksomheder og lønmodtagere anerkender, at mangel på arbejdskraft kan kvæle det spirende opsving og dermed blive en alvorlig hæmsko for vækst og velfærd. Det kan godt være, at problemerne stadig er i sin vorden, men vi har behov for allerede nu at drøfte initiativer til at sikre kvalificeret arbejdskraft på alle områder fremover.”

”Mere arbejdskraft – kvalificeret arbejdskraft skal sikre vækst og velfærd”

Anbefalingerne i KL’s nye udspil er inddelt i syv hovedafsnit:

  • Fortsatte reformer skal øge arbejdsudbuddet – også blandt ledige på kanten af arbejdsmarkedet
  • Styrket mobilitet og rådighed skal sikre arbejdskraft i hele landet
  • Uddannelsessystemet skal bidrage til et øget udbud af kvalificeret arbejdskraft
  • Ydelsesreform skal sikre incitamenter til at arbejde
  • Svage ledige skal sikres adgang til arbejdsmarkedet
  • Let adgang til udenlandsk arbejdskraft
  • Flygtninge som arbejdskraftpotentiale

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce