Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

24.09.12 08:48

Dovne Robert er speciel

Dovne Robert er speciel

Foto: KL

Vi skal passe på ikke blot at falde i fælden med ”endnu en regel til samlingen”. Ofte står bureaukrati til hinder for en effektiv og virkningsfuld indsats, skriver Jacob Bundsgaard, formand for KL's Arbejdsmarked- og Erhvervsudvalg i et debatindlæg.

Af Jacob Bundsgaard, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg

Lad os starte med at slå det helt fast.

Alle ledige skal stå til rådighed, hvis de vil modtage ydelser fra det offentlige. Kontanthjælpsmodtagere har også pligt til aktivt at komme tættere på arbejdsmarkedet, selvom de har problemer ud over ledighed. Det kan fx være ved at deltage i samtaler og tilbud.

Når vi så hører om personer, som Robert Nielsen, der har gjort sig selv kendt ved ikke at ville tage et arbejde og har været ledig og modtaget kontanthjælp i over ti år, så kan det jo undre.

Men denne undren skal ikke blive til en konklusion om, at vi har et generelt problem med, at de ledige ikke står til rådighed. Langt de fleste ledige kan og vil gerne have et job eller en uddannelse. Derfor er det vigtigt, at vi som udgangspunkt møder den ledige med tillid og respekt.

Det er et af de mest grundlæggende principper i den danske beskæftigelsespolitik, at man skal stå til rådighed, hvis man som ledig modtager en ydelse. Kommunerne er ifølge loven forpligtet til at sanktionere ledige, hvis de ikke lever op til kravene om at søge job og deltage i aktivering. Og i kommunerne følger vi selvfølgelig loven. Sidste år blev 30 procent af de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere sanktioneret for manglende rådighed. Tilsvarende blev kun lidt over tre procent af de forsikrede ledige sanktioneret af a-kasserne.

Vi har nogle skrappe regler, som betyder, at de ledige skal gøre en ihærdig indsats for at finde et job, hvis de fortsat ønsker at modtage ydelsen. Det princip ønsker KL ikke at ændre på.

Men der findes desværre en mindre gruppe af ledige, som kan, men ikke ønsker at gøre en tilstrækkelig indsats for at komme i arbejde. Den gruppe skal hurtigt kunne mærke økonomisk, at de ikke lever op til rådighedsforpligtelsen.

Derfor forslår KL, at der indføres en ”skærpet rådighedspligt” for de ledige, som gentagne gange har vist, at de ikke lever op til de krav, der stilles. Overgangen til skærpet rådighed skal have den konsekvens, at det er den ledige selv, som aktivt skal bevise, at han står til rådighed – modsat i dag, hvor kommunen eller a-kassen skal påvise manglende rådighed, før en sank-tion kan træde i kraft. Det sker kun sjældent – ingen ledige vil jo fortælle, at de ikke ønsker et job - hvis vi lige ser bort fra Robert Nielsen, naturligvis.

Med den skærpede rådighed skal den ledige hver dag vise aktiv deltagelse fx i aktiveringstilbud, samtaler eller daglig pligt til fremmøde på kommunen. Kun ved fremmøde kan den ledige få udbetalt ydelsen.

Vi har et klart behov for at skærpe sanktionerne og kravene om at stå til rådighed over for de stærke ledige, der er klar til et job, men som hellere vil drive den af på samfundets bekostning. Vi skal dog passe på ikke blot at falde i fælden med ”endnu en regel til samlingen”. Beskæftigelsesindsatsen har i forvejen den udfordring, at den bygger på et uhyre kompliceret og detaljeret regelsæt. Ofte står bureaukrati til hinder for en effektiv og virkningsfuld indsats.

KL er meget optaget af, at fremtidens beskæftigelsessystem i højere grad sætter den ledige bag roret. Det er primært den ledige selv, som skal finde et job. Den skærpede rådighedsforpligtelse skal derfor følges op med flere frihedsgrader til de ledige, der gør en aktiv indsats for at komme tilbage i job.

KL bakker som bekendt op om reformer, der øger arbejdsudbuddet. En reform af kontanthjælpen vil også kunne bidrage, men det er vigtigt, at der i reformen hele tiden skelnes mellem de stærke og de svage. Over 70 procent af de knap 140.000 kontanthjælpsmodtagere er ikke arbejdsmarkedsparate – og for dem nytter pisk og sanktioner ingenting. Mange i denne gruppe er langt fra arbejdsmarkedet og har typisk psykiske eller fysiske problemer, som vi har brug for at tage hånd om.

Men for de stærke derimod er der ingen undskyldning. Her skal ydelsen stoppes, så snart kravene ikke opfyldes.

Robert Nielsen må derfor ikke få os til at drage for hurtige og forkerte konklusioner – og indføre nye firkantede regler, som eksempelvis krav om nytteaktivering for alle unge kontanthjælpsmodtagere. Det kan være fornuftigt, at nogle jobcentre tvinger raske unge mennesker til at arbejde for kontanthjælpen, indtil de starter på en uddannelse. Men løsningen et sted i landet, er ikke nødvendigvis svaret på udfordringerne andre steder i landet.

Ender man med at bruge flere ressourcer på de stærke ledige, står vi tilbage med en gruppe, som er de sikre tabere – nemlig de svage ledige. Folketinget må sammen med kommunerne sikre, at de svage ikke glemmes, fordi kontanthjælpsmodtagere som Robert Nielsen er bedre til at skabe de store overskrifter i pressen.

***

Debatindlægget er bragt i Berlingske, 23. september 2012

Se alle artikler i temaet

Annonce

Annonce

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes