Beskæftigelsestræf 2012 afholdes den 8. marts 2012 på Hotel Comwell Kolding. Årets tema bliver, hvordan kommunerne kan omsætte den faglige viden om, hvad der virker i beskæftigelsesindsatsen, til daglig praksis over for borgerne.
Tilmelding til Beskæftigelsestræf 2012 bliver mulig her på siden primo december.
Der foreligger en del viden om, hvad der kendetegner en effektiv beskæftigelsesindsats, som kan hjælpe ledige og sygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet. Udfordringen for kommunerne er hele tiden at omsætte den nyeste viden om, hvad der virker – og ikke virker – til daglig praksis over for borgerne.
Under overskriften når viden virker sætter beskæftigelsestræf 2012 fokus på den effektive beskæftigelsesindsats, og hvordan kommunerne kan omsætte den faglige viden til daglig praksis over for borgerne.
Hvad skal der til for at implementere ny viden? Hvordan sikrer man, at alle borgere får samme service? Og hvordan kan man håndtere de ledelsesmæssige udfordringer, når jobcentrene skal implementere ny praksis? Disse og mange flere spørgsmål forsøger beskæftigelsestræf 2012 at give et svar på.
Som sædvanligt bliver der på beskæftigelsestræf også lejlighed til at drøfte de aktuelle udfordringer i beskæftigelsesindsatsen med kollegaer fra nær og fjern. Målgruppen for beskæftigelsestræf er ledere og nøglemedarbejdere på beskæftigelsesområdet i kommunerne, beskæftigelsesregionerne, ministerier, styrelser, organisationer, andre aktører, mv.
Som noget nyt afholdes beskæftigelsestræffet denne gang på Hotel Comwell Kolding, Skovbrynet 1, 6000 Kolding.
Programmet vil være tilgængelig her på siden primo december måned, hvor der også bliver åbnet for tilmelding. Pris for deltagelse er kr. 1995,-, ekskl. moms.